Gytkjær lynede tre gange i Tippeligaen
Foto: Arkiv
Skandinavien

Gytkjær lynede tre gange i Tippeligaen

Den tidligere FCN-spiller Christian Gytkjær gik mål-amok i Norge, da Haugesund spillede 3-3 med Lillestrøm.

Inden dagens kamp mellem Haugesund og Lillestrøm havde Christian Gytkjær blot scoret to gange for sin klub Haugesund i denne sæson af Tippeligaen. Men det blev der lavet gevaldigt om på, da de to hold spillede 3-3.

Den tidligere FC Nordsjælland-spiller nettede nemlig hele tre gange for sin klub i kampen. Det første kom efter 13 minutter, da han udlignede til 1-1 på straffespark, og så var det som om danskeren fik smag for at score mere.

Bare ti minutter efter scorede Gytkjær endnu engang. Herefter kom Lillestrøm på både 2-2 og 2-3, men i overtiden var Gytkjær igen på pletten og fuldendte sit hattrick i kampen, der derfor kunne ende 3-3.

Haugesund ligger i den tunge del af den bedste norske række, men med det ene point rykker med også et point væk fra nedrykningsstregen. Det kan dog ændre sig, når Tromsø, der ligger under stregen søndag spiller mod sidstepladsen fra Sandefjord.

Målene fra Lillestrøm blev scoret af Erling Knudtzon med et enkelt mål og Moryke Fofana, der satte to kasser ind. 

I toppen af Tippeligaen er det en anden danskerklub, Rosenborg, der er på førstepladsen, og kan med en sejr i søndag over Bodø/Glimt rykke seks point fra Stabæk på andenpladsen.