19. december: Indbrud, to selvmål og gevinst på et skrabelod
Billedet her er fra HB Køges udskiftingsbænk i og taler for sig selv. Foto: Polfoto
Superliga

19. december: Indbrud, to selvmål og gevinst på et skrabelod

Tipsbladet.dk's julekalender i år fortæller gode historier fra 25 år med Superligaen. Hver dag åbner vi en ny låge og et nyt årstal i Superligaen-historien. I dag - 19. december - er der fokus på 2009 og helt igennem forfærdelig kamp for HB Køges Nicklas Svendsen.

Årets julekalender fra tipsbladet.dk er en tur ned ad mindernes allé. I år er det således 25 år siden, at den første Superliga-sæson blev spillet, og derfor dykker tipsbladet.dk ned i historiebøgerne. Bag hver låge i julekalenderen gemmer der sig en historie fra hvert år i Superligaens levetid – fortalt med tekst, lyd eller billeder.

19. december: Jeg troede i et splitsekund kun det var en ond drøm

- Jeg har overvejet, om jeg skulle sige nej til at medvirke i den her julekalender. For det sgu en af de oplevelser, som jeg egentlig helst bare vil glemme og ikke blive alt for meget mindet om.

Nicklas Svendsen af de personer, der kan skrive under på, at ét uheld sjældent kommet alene.

Scenen er søndag 20. september 2009 på SEAS-NVE Park i Herfølge, hvor hjemmeholdet HB Køge er vært for Superliga-mødet med den seneste sæsons sølvvinder fra OB. Oprykkerne fra HB Køge har haft en svært start på sæsonen, men har efterhånden fået bidt sig bedre fast og ligger nummer 10 med fem point.

Kampen starter helt lige, men efter 16 minutters spil dømmer dommer Henrik Kragh straffespark til fynboerne fra OB.

- Jeg synes selv, jeg har hænderne meget ind til kroppen, men bolden rammer mig på armen. Det er vel et af den slags straffespark, der kun bliver dømt i nogle kampe, men det er nok et bundholds lod, at det denne dag går os i mod, siger Nicklas Svendsen, der dengang er fast mand i det centrale forsvars hos HB Køge.

OB-anfører Chris Sørensen scorer sikkert og bringer OB på 1-0. Hjemmeholdet giver langt fra op og tilspiller sig flere gode muligheder. Kort inden pausen er der gevinst, da brasilianske Fabinho udligner.

I pausen er der fin stemning blandt de godt 3.000 tilskuere – troen på et godt resultat er absolut til stede.

- Jeg spiller egentlig en ok kamp, men at jeg så ender med at få så negativ indflydelse på det hele, er jo nærmest komisk, siger Nicklas Svendsen.

Med 20 minutter tilbage af kampen er OB i angreb – bolden lægges ind over til den hovedstødsstærke Hans Henrik Andreasen, der smasker til bolden med pandebrasken.

- Bolden rammer overliggeren, ryger ned og rammer mig i hovedet og går i mål. Jeg kan intet gøre i den situation.

Nicklas Svendsen græmmer sig over selvmålet og straffesparket, men her stopper nedturen ikke.

- Vi er i overtiden. OB angriber og slår en hård flad bold ind i vores felt. Igen er det Hans Henrik Andreasen, der er med fremme. Jeg kaster mig ned for at forhindre, at bolden når frem til ham, så han nemt kan score. Måske er det træthed og lidt for tunge ben, der gør, at jeg ikke når at styre bolden væk, så i stedet skubber jeg den i kassen til mit andet selvmål. Det er helt forfærdeligt, husker Nicklas Svendsen.

- Det ramte mig hårdt på stoltheden. Et er at tabe kampe og lave fejl. Men at lave to selvmål i den samme kamp og oven i købet få dømt et straffespark mod sig er jo uvirkeligt. Jeg kan godt forstå, at andre kunne more sig over det, men for mig var det på ingen måder morsomt.

- Det er en Superliga-rekord, jeg meget gerne havde været foruden.

Den uheldige forsvarsspiller har på dagen mest af alt lyst til at flygte væk fra virkeligheden men bliver den søndag og de kommende dage belejret af utallige medier, der vil høre om den bizarre oplevelse.

- Jeg manglede vel nærmest kun at være i CNN af alverdens medier, der ville have fat i mig. Jeg husker at have overvejelser omkring, hvad jeg skulle stille op til. For selvfølgelig var det en helt skæv situation, men for mig, var det bare alt andet end underholdende. Jeg var professionel fodboldspiller, og det var gået helt galt.

- Da jeg vågnede næste morgen var der lige et splitsekund, hvor jeg troede, det hele var en ond drøm – men ret hurtigt gik det op for mig, at den sgu var god nok.

- Spillerne og Auri, vores træner, var alle søde til at bakke mig op, men jeg slap ikke for drillende klapsalver, da jeg kom til træning om mandagen. De gjorde kun, hvad jeg helt sikkert selv ville gøre, hvis det havde været en anden fra holdet, der havde lavet to selvmål og begået straffespark i samme kamp.

Men katastrofekampen var i virkeligheden kun afslutningen på en rigtig skidt weekend for HB Køge-spilleren.

- Fredag inden kampen var jeg på CBS, hvor jeg læste. I min bil havde jeg sammen med en kammerat glemt at smide hans computer i bagagerummet på bilen, så da jeg kom ud til bilen, var der smadret en rude, og computeren var væk.

- Samlet set en vanvittig sløj weekend – også selv om computeren ikke var min.

En TV2- journalist med viden om den samlede katastrofe-weekend for Nicklas Svendsen lavede dagen efter nedturen på fodboldbanen et interview med  den uheldige fodboldspiller og gav ham afslutningsvis en håndfuld skrabelodder for at muntre humøret lidt op og måske fjerne uheldet.

Nicklas Svendsen vandt 200 kroner.

- De penge ville jeg hellere end gerne have undværet, hvis jeg kunne have undgået de åndssvage selvmål, siger han.

HB Køge fik aldrig for alvor fodfæste i Superligaen i den sæson og måtte med bare 19 point efter 33 runde tage turen ud af Superligaen sammen med AGF.

Nicklas Svendsen er i dag assistenttræner hos Tårnby FF og har færdiggjort sin kandidat på CBS.

- Nu får historien så en tur mere - men derfor er det fortsat pinefuldt at tænke tilbage på, så lad os endelig lade den ligge nu, griner Nicklas Svendsen.