Video : Tipsbladet
Superliga

AaB-stopper tilbage på banen: Det har været træls

Kasper Pedersen kan efterhånden skimte enden på et træls skadesforløb.

AaB's 24-årige midterforsvarer Kasper Pedersen pådrog sig et riv i hoftebøjeren under nordjydernes træningslejr i Portugal, og i store dele af opstarten har Pedersen døjet med efterveerne. Af samme årsag missede han også premieren mod AGF i søndags, hvor AaB vandt 2-1 på udebane.

I tre uger har Kasper Pedersen været forhindret i at træne kontinuerligt, men nu er han så småt på vej tilbage.

- Det har været frustrerende, at jeg fik et tilbagefald, når jeg lige var kommet tilbage og egentlig følte, jeg kunne konkurrere om pladserne igen. Det har været rigtig træls. Skaden kom ikke belejligt på nogen måde. Op til en sæsonstart vil man gerne være fit. Man ved ikke, om man bliver valgt, men man ved, at der er en mulighed for det, siger Kasper Pedersen til Nordjyske.

Midtstopperen regner ikke med, at han når at blive klar til søndagens opgør mod Silkeborg IF.