AGF og OB kæmper om otte point
Foto: Jan Christensen/GettyImages
Superliga

AGF og OB kæmper om otte point

Et nederlag i søndagens kamp kan sende AGF eller OB i en pulje som treer med hele otte point op til andenpladsen.

Man taler af og til om en seks-points-kamp, når der er meget på spil mellem de to hold, der ligger tæt på hinanden i tabellen. Men søndagens kamp mellem AGF og OB kan meget vel kaldes en otte-points-kamp i stedet. Otte point kan nemlig blive forskellen på sejr og nederlag for de to klubber.

Afhængig af hvordan det går i de andre Superligakampe, kan vinderen af kampen på Ceres Park træde ind i nedrykningsspillet som nummer to i én af de to puljer på fire hold, eller som nummer tre med hele otte point op til andenpladsen. 

- Det er en vigtig kamp for resten af forløbet i foråret. Med point til AGF ryger vi med al sandsynlighed i en pulje, hvor muligheden for at ende som etter eller toer er rigtig god. Får vi ikke et resultat med mod OB, så er det sandsynligt, at vi ryger over i en gruppe hvor afstanden er så stor at man skal begynde at forberede sig på næste fase efter de indledende kampe. Så derfor er det altså en vigtig kamp mod OB, der kan definere rigtig mange ting, siger AGFs cheftræner Glen Riddersholm til Stiften.dk.

AGF er voldsomt plaget af skader i forsvaret forud for kampen. Riddersholm har derfor udtaget 21 mand og vil teste de tre af dem inden kampen.