Video : Tipsbladet
Superliga

AGF-træner: Vi har spillerne til at gøre ondt på Vejle

AGF har spillerne til at slå Vejle Boldklub, mener David Nielsen.

I den seneste spillerunde tabte AGF for fjerde kamp i træk, da de tabte på hjemmebane til AC Horsens, og århusianernes seneste sejr ligger helt tilbage i september.

Den dårlige stime skal AGF igen prøve at bryde, når de mandag aften tager imod Vejle Boldklub, og cheftræner David Nielsen understreger, at AGF-mandskabet er opsat på at vende det med hårdt arbejde og sammenhold.

- Spillerne er naturligvis skuffet over i mandags, men fortrøstningsfulde frem mod mandag, så stemningen i truppen er fokuseret og revanchelysten. Vi ved, at modgang vil komme, men med hårdt arbejde og sammenhold, skal vi sørge for at få det vendt mod Vejle, fortæller Nielsen til AGF’s hjemmeside.

Men mens det ikke bliver en nem opgave at få vendt den dårlige stime og tage en sejr mod Vejle Boldklub, understreger AGF-træneren, at de bør kunne gøre ondt på oprykkerne.

- Vejle er dygtig på bolden og et solidt hold, der i denne sæson har gjort det svært for mange. Omvendt, så er det også et hold, som vi på hjemmebane skal give problemer og vi har spillerne til at gøre ondt på dem, lyder det fra Nielsen.

Kampen sparkes i gang mandag aften klokken 19.00.