Video : Tipsbladet
Superliga

Avis: Træner-uro i Vendsyssel - Lars Søndergaard spøger

Ekstra Bladet skriver, at der er træneruro i Superliga-klubben Vendsyssel FF. Sportsdirektør Ole Nielsen afviser blankt.

Der er uro på trænerfronten i nedrykningstruede Vendsyssel FF. Det skriver Ekstra Bladet mandag. 

Nordjyderne valgte for en måneds tid siden at ansætte Jan Michaelsen som en tilføjelse til trænerteamet, der også består af assisterende træner Mike Tullberg og cheftræner Jens Berthel Askou, men ifølge Ekstra Bladet er stemningen i trænerstaben på nulpunktet. 

Mike Tullberg skal være stor modstander af Jan Michaelsen, og han har ikke lagt skjul på denne holdning - en holdning, han ikke er bange for at ytre, fordi han allerede har sikret sig et job i Borussia Dortmund fra den kommende sæson. Tullberg skal blandt andet være utilfreds med, at Jan Michaelsen tog et par uger til Afrika kort efter sin ansættelse i Vendsyssel FF.

Også omkring cheftræner Jens Berthel Askou er der usikkerheder, skriver Ekstra Bladet. Avisen melder, at bestyrelsesformand Jacob Andersen længe har været usikker på Askou som cheftræner, men denne usikkerhed blev ikke delt af klubbens to seneste sportsdirektører Mogens Krogh og Glen Riddersholm.

I kulissen spøger Lars Søndergaard som en ny cheftræner i Vendsyssel FF, hvor han har gode relationer til den nuværende sportsdirektør Ole Nielsen. Lars Søndergaard er i øjeblikket landstræner for kvindelandsholdet, og samtidig er han udpeget som mentor for både Jens Berthel Askou og Mike Tullberg, der er ved at tage deres p-træner-licens.

Vendsyssel FF afviser blank
Tipsbladet.dk har været i kontakt med Ole Nielsen, der afviser Ekstra Bladets historie om, at der skal være uro på de indre linjer i Vendsyssel FF.

- Jeg kan fuldstændig afkræfte, at der er uro i trænergruppen. Det har intet på sig, og jeg ved ikke, hvor det kommer fra, siger Ole Nielsen til tipsbladet.dk og tilføjer:

- Hvad angår Lars Søndergaard, har han jo haft sin gang på anlægget, fordi han er mentor for både Askou og Tullberg, men han er ikke i spil til noget som helst i Vendsyssel. Han har et job i DBU, som han er meget glad for.

Har der ingen uro været mellem Jan Michaelsen og Mike Tullberg?

- Nej. det er ikke noget, jeg kan genkende, lyder det fra sportsdirektøren.

Ole Nielsen slår desuden fast, at Jens Berthel Askou nyder stor tiltro i Vendsyssel FF, og at hans job ikke har været til diskussion. 

- Jeg synes, vi har flyttet os i løbet af foråret og tage nogle gode skridt. At vi skulle udvide trænerstaben var allerede et tema før min tid i klubben, hvor Allan K. Jepsen jo rent faktisk nåede at blive ansat. Nu blev det så Jan Michaelsen i stedet, men det er helt efter planen. Vi er glade for Jens og resten af teamet - hvis vi ikke var det, var de ikke i klubben, siger Ole Nielsen.

Vendsyssel FF skal møde AC Horsens i det kommende nedryknings-playoff.