Video : Tipsbladet
Superliga

Awer Mabil forklarer sin jubel

Awer Mabils jubel med et bånd for øjnene var en hilsen til hans lillebror, som er stor fan af Ninja Turtles.

Esbjerg vandt fredag aften hele 3-0 over SønderjyskE. I kampen var Awer Mabil en stor oplevelse, da han stod for to oplæg, og han scorede også selv en enkelt. Målet blev fejret ved at tage et orange bånd for øjnene, og det mindede på mange måder om en light-udgave af Pierre Emerick Aubameyangs jubel, hvor han tog en Spiderman-maske på.

Awer Mabil forklarer da også, at der var mening med galskaben.

- Jeg fik det, da jeg var på ferie hjemme i Australien i december. Min lillebror er stor Ninja Turtles-fan, og jeg lovede at bære det, når jeg scorede, sagde Awer Mabil til Esbjergs hjemmeside.

Generelt var det et overraskende godt Esbjerg-hold, der vandt over SønderjyskE. Flere af nyindkøbene er hurtigt kommet ind på holdet, og Mabil var også godt tilfreds med store dele af kampen. 

- Det var en god anden halvleg. Træneren sagde til os i pausen, at vi skulle følge vores plan, og vi reagerede rigtig godt. Ånden på holdet er en anden nu. Vi arbejder alle for hinanden og som hold. Og du kan se, at de nye spillere kommer ind med masser af energi og hurtigt har fundet ind i vores måde at spille fodbold på, siger han.