Bashkim Kadrii: Jubelscene kom ud af det blå
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Bashkim Kadrii: Jubelscene kom ud af det blå

Bashkim Kadrii håber, at sejren over Brøndby kan give selvtillid til FCK-holdet.

Det var ren eufori. 

Mere klart kan det nok ikke beskrives, for der var ikke noget planlagt over Bashkim Kadriis jubelscene efter 1-0-målet mod Brøndby søndag aften i nationalarenaen. FCK-spilleren forklarer således, at hans aktion med at flå sin spilletrøje af, var ren improvisation. 

- Det kom bare ud af det blå, for det hele gik amok. Det var kæmpestort. Det gav et gult kort, men sådan er det, siger Bashkim Kadrii.

Han kan ikke gøre for, at tåbelige regler foreskriver, at spillere skal have gult kort for at vise begejstring. Netop begejstring, glæde og stemning var nogle af nøgleordene i nationalarenaen søndag, hvor folk, fæ og fans skabte en flot ramme for derbyet. Det var Kadriis første derby, og han var imponeret over stemningen. 

- Det var fantastisk – især i den kæmpe kulisse, der var på stadion. Det betød meget for vores fans, at vi vandt over Brøndby, så det var ekstra godt. Det betyder ekstremt meget, at vi nu har vundet to kampe i streg. Det giver forhåbentlig noget selvtillig, så vi kan få flere sejre hen ad vejen, siger han. 

- Jeg var overrasket over kulissen og over, hvor stort det var. Det er nok en af de største kampe, jeg har spillet tilskuermæssigt. Det var kæmpestort at vinde og score. Det hele var bare fantastisk, siger han. 

Bashkim Kadrii mener, at FC København vandt fortjent over Brøndby.

- Vi spillede en god kamp, og der var flere ting, der lykkedes for os. Vi håber, at vi kan bygge videre på det, for det giver en masse selvtillid. Det var en fortjent sejr. Vi spillede bedre, vi var farligere, og vi skabte flere chancer. Vi lukkede af nede bagi, så der var mange ting, vi var bedre end dem til, siger han. 

FC København møder SønderjyskE på udebane i næste spillerunde.