Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: Hobro-indkøb viste stort potentiale

Tipsbladet.dk zoomer ind på Esbjergs møde med Hobro, som endte 1-1 efter en overtidsscoring fra Anel Ahmedhodzic.

Esbjerg - Hobro 1-1 (1-0)
1-0 Pyry Soiri (40')
1-1 Anel Ahmedhodzic (90+3')

Kampens bedste:

Esbjerg: Mathias Kristensen
Mathias Kristensen var formentlig den bedste spiller på banen i første halvleg og havde også flere gode detaljer efter pausen, men han faldt mere og mere ud af opgøret, efterhånden som Hobro overtog initiativet. Den unge kantspiller gjorde livet svært for Mathias Haarup og var længe en trussel mod Hobro-defensiven.

Hobro: Anel Ahmedhodzic
I Hobro har de store forventninger til Anel Ahmedhodzic og dét med god grund. Malmö-lejesvenden var utrolig stærk i duellerne og lavede generelt ikke mange fejl. Sammen med Rasmus Minor kan han udgøre en vigtig, defensiv midterakse på Peter Sørensens mandskab. Kronede præstationen med et mål til sidst.

Kampens værste: Mathias Haarup
Haarup var ny i startopstillingen hos Hobro, men den 23-årige back formåede ikke at gribe chancen. Han havde store problemer med at håndtere Mathias Kristensen, som ofte var ham overlegen, og han måtte lade sig udskifte allerede efter 53 minutter til fordel for Jacob Tjørnelund.

Kampens detalje:
Der kom flere gode detaljer fra Esbjergs højreside i dagens kamp, og den måske bedste af dem faldt midt i anden halvleg. Daniel Anyembe drev først bolden frem og satte undervejs sin direkte modstander af ved at tage bolden bagom støttebenet, inden Mathias Kristensen blev spillet fri i feltet. Den unge kantspiller vendte på fantastisk vis med bolden, men han kunne lige akkurat ikke få afsluttet ordenligt.