Bedst og værst: Missede FCK-rekorder og sløj Dominik Kaiser
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Bedst og værst: Missede FCK-rekorder og sløj Dominik Kaiser

Tipsbladet.dk zoomer ind på derbyet i hovedstaden mellem Brøndby IF og FC København.

Tipsbladet.dk på Brøndby Stadion

Brøndby IF - FC København 0-1 (0-0)

0-1 Jonas Wind (90.)

Kampens bedste:

Brøndby IF:
Marvin Schwäbe har leveret både gode og dårlige præstationer i Brøndby-trøjen. Mod FC København leverede han bestemt én af de gode. Den tyske keeper var stensikker i sine indgreb, og han markerede sig også med en flot redning på et frispark fra Robert Skov. Derudover viste Schwäbe i flere tilfælde også sine evner som sweeper. God præstation af målmanden, der måtte indkassere en scoring i de døende minutter.

FC København:
Gæsternes venstre side med Nicolai Boilesen og Rasmus Falk var ganske godt kørende denne søndag på Brøndby Stadion. I fraværet af Viktor Fischer var Falk rykket ud på venstre kant, og den tidligere OB-spiller brillerede blandt andet med en række gode førsteberøringer, vendinger og dybe stikninger. Boilesen var dog FC Københavns bedste i derbyet. Venstrebacken havde gode aktioner i offensiven og var tæt på at score i to omgange. Boilesens indlæg havde desuden høj kvalitet for det meste.

Kampens værste:
Jublen ville næsten ingen ende tage, da Dominik Kasier skrev kontrakt med Brøndby IF i sommer, men siden har tyskeren ikke givet de blå-gule ret meget at klappe over. Mod FC København leverede den tidligere RB Leipzig-spiller endnu en præstation under middel. Han virkede langsom med bolden og mistede den flere gange i afgørende situationer. Kaiser siges især at gøre sine medspillere bedre. Det er umiddelbart svært at bedømme, men helt sikkert er det, at han er nødt til at hæve sit eget niveau. Han syner ikke af en spiller, der gør Brøndby bedre. Tværtimod.

Kampens detalje:
To spillere kunne have skrevet sig ind i FCK-historien denne søndag. Det lykkedes ikke for nogle af dem. Robert Skov kunne med et mål være blevet den første spiller i FCK til at score i seks Superliga-kampe i træk, mens en Dame N'Doye-scoring havde gjort senegaleseren til den mest scorende FCK-spiller mod Brøndby. Historiebøgerne blev ikke støvet af i denne omgang.

I afdelingen for fine detaljer skal naturligvis nævnes Jonas Winds afgørende fod som matchvinder. At komme tilbage fra en længere skade og score i tillægstiden på udebane mod Brøndby IF - det er sådan noget, man ikke glemmer lige foreløbig.