Bedst og værst: Vejle tog point i Aalborg
Foto: Getty Images
Superliga

Bedst og værst: Vejle tog point i Aalborg

Tipsbladet.dk har kigget nærmere på opgøret mellem AaB og Vejle Boldklub.

AaB - Vejle Boldklub 1-1 (1-0)
Rasmus Thellufsen, 1-0 (39')
Mads Greve, 1-1 (52')

Kampens bedste:
AaB:
Der var flere fine præstationer fra AaB i dag, og en af dem var Jacob Rinne. Den svenske målmand leverede en solid præstation, og i det 90. minut sørgede han også for, at AaB ikke indkasserede et nederlag. Vejlensernes Jacob Schoop headede mod mål, men svenskeren diskede op med en fantastisk redning. 

Også Oliver Abildgaard leverede en stærk præstation på AaB's midtbane. 

Vejle Boldklub:
Allan Sousa startede sæsonen forrygende, men har haft svært ved at opretholde sit høje niveau. Han fandt imidlertid det gode spil frem mod AaB. Den brasilianske angriber var Vejles farligste mand og gav til tider AaB-forsvaret problemer med sin hurtighed og driblestyrke. Derudover var Sousas indlæg til 1-1-målet af høj klasse.

Kampens værste:
Tom Van Weert spillede for første gang på sin nye hjemmebane i Aalborg, men det blev ikke en nævneværdig en af slagsen. Den hollandske angriber lykkedes ikke med meget, og han brændte en stor chance i starten af første halvleg, hvor han headede direkte på Vejle-målmanden Pavol Bajza. Han havde også en god chance for at afgøre opgøret kort før tid, men hans afslutning sejlede over mål.  

Kampens detalje:
Der var to flotte oplæg i opgøret, men Magnus Christensens førstegangsaflevering til Rasmus Thellufsen ved 1-0-målet tager alligevel prisen foran Allan Sousas frisparksindlæg. En clearing af Vejle-forsvaret endte for fødderne af Christensen, der viste godt overblik og god teknik og med førsteberøringen flugtede en aflevering i dybden til Thellufsen, som sikkert kunne score. 

Desuden sørgede Mads Greve for at slutte Vejle Boldklubs måltærke, da han scorede klubbens første Superliga-mål siden 10. august.