AaB kunne ikke knække Vejle
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

AaB kunne ikke knække Vejle

På trods af en chancerig og intens afslutning kunne AaB ikke besejre Vejle Boldklub, og det endte i stedet 1-1.

AaB tog mandag aften imod Vejle Boldklub i et opgør, der endte uden vinder.

Opgørets første mulighed tilfaldt AaB, da Kasper Kusk løb mod baglinjen i højreside, inden han lagde bolden ind i kassen. Indlægget kom dog for tæt på Pavol Bajza i Vejle-målet, og han kunne snuppe den for næsen af Tom van Weert eller hvad han hedder.

Få minutter efter kom de endnu tættere på. Et afrettet indlæg af Kristoffer Pallesen endte hos Van Weert bagerst i det lille felt, men hollænderens hovedstød endte lige i favnen på Bajza.

De nordjyske værter fortsatte med at presse på, mens Vejle havde svært ved at få spillet til at flyde. Men oftest manglede den sidste skarphed og kvalitet for AaB.

Det gjorde den til gengæld ikke fem minutter før pausen. En Vejle-clearing endte hos Magnus Christensen, der med sin førsteberøring flugtede en aflevering til en helt fri Rasmus Thellufsen i venstresiden. Thellufsen kunne efterfølgende nemt udplacere Bajza og bringe hjemmeholdet på 1-0.

Den føring holdt indtil pausen, men ikke meget længere. Der skulle nemlig blot gå fem minutter af anden halvleg, før Vejle fik udlignet. Allan Sousa sendte et skarpt indlæg ind i boksen fra et frispark, og det indlæg kunne en helt fri Mads Greve stensikkert stange i kassen. 1-1.

Den udligning gav Vejle fornyet energi, og mens AaB havde haft overtaget i første halvleg, var Vejle nu bedre med. Men på trods af det var det alligevel AaB, der kom tættest på sejren i slutminutterne. 

Et kvarter før tid var hjemmeholdet dog tæt på at bringe sig foran, da Kusk efter samspil med Thellufsen sendte en flad afslutning afsted fra udenfor feltet. Afslutningen ramte stolpen, men gik ud til et målspark. Hjemmeholdet fortsatte med at presse på, men hverken Van Weert eller indskiftede Wessam Abou Ali kunne få omsat deres chancer til scoringer. 

Der blev ikke scoret yderligere på trods af en intens afslutning, og det betød, at opgøret endte 1-1. AaB rykker dermed op på tredjepladsen i Superligaen, mens Vejle Boldklub bliver på 12.-pladsen.