Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: Vil du have sjov og tre point? Så skift Marcondes ind

Tipsbladet.dk kigger nærmere på kampen mellem FC Nordsjælland og Viborg.

FC Nordsjælland - Viborg 4-3 (2-0)
1-0 Ernest Asante (12')
2-0 Godsway Donyoh (24')
1-2 Christian Keller (54')
2-2 Søren Frederiksen (57')
3-2 Emiliano Marcondes (74')
3-3 Aleksandar Stankov (89')
4-3 Emiliano Marcondes (90+6')

Kampens bedste spiller: 

FC Nordsjælland: 
Emiliano Marcondes ændrede kampen fuldstændigt, da han kom på banen. Først lignede det ved offensivspillerens mål efter 74 minutter, at han skulle blive helt for Kasper Hjulmand og co, men et minut før ordinær spilletid sluttede spillede han bolden i fødderne på indskiftede Aleksandar Stankov, der kunne score til 3-3. I seks minutters overtid gjorde han alt godt igen med et fabelagtigt frisparksmål til 4-3. Stanislav Lobotka en anden kandidat. 

Viborg: 
Jeppe Grønning gav ikke meget plads mellem midtbane og forsvar til at FC Nordsjællands hurtige og teknisk dygtige offensivspillere kunne boltre sig på. Han løste sin opgave til UG med kryds og slange. 

Kampens dårligste spiller: 
Mohamed Fellah var meget usynlig for FC Nordsjælland, selvom man i de første 45 minutter havde størstedelen af spillet. Det gør det selvfølgelig heller ikke bedre for nordmanden, at hans direkte erstatning, Emiliano Marcondes, går ind og scorer to komplet kampafgørende kasser. 

Kampens detalje: 
Det bliver selvfølgelig Emiliano Marcondes' flotte frispark. Frisparket i sig selv var lidt lige som de fleste frisparksscoringer, men det er det pres, der ligger på Marcondes i situationen, der gør det imponerende.