Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby IF bløder: Har mistet tilskuere og TV-indtægter

Brøndby IF har mistet væsentlige indtægter fra TV og fans.

Brøndby IF har tirsdag præsenteret et underskud på 41,7 millioner kroner for det første halvår af 2019, og de røde tal på bundlinjen har mange fædre.

En af årsagerne er et fald i tilskuere og dermed færre entréindtægter på Brøndby Stadion. Desuden indkasserede de blå-gule færre indtægter for TV grundet mindre gode sportslige resultater sammenlignet med samme periode sidste år.

I alt har Brøndby IF tabt 10,3 millioner kroner i entré og TV-indtægter. 

En del af forklaringen er, at Brøndby Stadion var vært for to landskampe i første halvår af 2018, som bidrog positivt til omsætningen, men det er et faktum, at der kommer færre tilskuere på Brøndby Stadion i forhold til samme periode sidste år. Det er også gået ud over indtægterne på mad og drikkevarer fra boderne på stadion - i regnskabet kaldet "F&B".

- Vi er ikke tilfredse med dagens regnskab, og det er tydeligt, at vi fortsat har en stor opgave foran os. I de seneste år er der blevet investeret væsentligt i nye og forbedrede faciliteter for vores fans, som blandt andet Fanzonen og Familie Loungen, og vi har i dag et af de stærkeste kommercielle produkter i skandinavisk fodbold. Rammerne er meget vigtige, men det er de sportslige præstationer naturligvis også, siger Ole Palmå, der er administrerende direktør i Brøndby IF, og tilføjer:

- Men som det fremgår af vores halvårsregnskab, så har vi en stor opgave i at skabe bedre balance mellem vores sportslige og kommercielle fundament. I første halvdel af 2019 blev vi ramt økonomisk af det dyk, vi oplevede i vores sportslige præstationer i sidste sæson. I foråret 2018 spillede vi med om mesterskabet helt frem til de sidste spillerunder, hvorimod vi i foråret 2019 havde udspillet vores rolle i mesterskabskampen relativt tidligt, hvilket betød at tilskuertallet ikke nåede op på samme flotte niveau som sæsonen før. Med væsentlig færre tilskuere faldt vores samlede F&B omsætning og salget af merchandise, ligesom at TV-indtægterne også faldt betydeligt i 1. halvår 2019.

Brøndby IF forventer at komme ud af 2019 med et underskud i størrelsesordnen 63-73 millioner kroner.