Curth: Ikke altid kønt men vigtigt med sejren
Foto: Jens Henrik Daugaard/Polfoto
Superliga

Curth: Ikke altid kønt men vigtigt med sejren

Jeppe Curth sikrede sejren for Viborg med to hovedstødsmål, og vigtigheden af sejren var til at tage og føle på.

Viborg FF tog fredag sin første sejr i denne sæsons Superliga efter 2-1 over EfB på hjemmebane. Her var det særligt Jeppe Curth, der løb med opmærksomheden, da han stod for begge Viborgs to scoringer. 

Efter kampen fik TV3 Sport et interview med den dobbelte målscorer.

- Vi kreerer rigtigt mange chancer i dag. Vi bringer bolden rigtigt meget i feltet, og når vi gør det, så er der også større mulighed for at komme til nogle ting, og så er vi også stærke på dødbolde, siger Curth. 

Den første sejr betyder desuden også meget for Curth og Viborg, der nu er på fire point efter tre kampe.
 
- Det var dejligt at vinde på hjemmebane. Første sejr i Superligaen. At komme på tavlen, det er fedt. Det er vigtigt. Det er altid vigtigt. Hver eneste kamp som oprykker er sindssygt vigtige. Vi skal slås og fighte for det, og vi ved godt, at alt ikke er kønt, siger Jeppe Curth.

Jeppe Curth kunne desuden fortælle, at hans højde er på 1.78, som tilsyneladende var nok til at score to med hovedet i kampen.