Superliga

Den nye dreng: Horsens vinder bronze

Hvem bliver vindere, tabere og topprofiler i forårets Superliga?

Tipsbladet.dk tager frem mod forårspremieren temperaturen på Superligaen og gør det med udgangspunkt i en ny spiller fra hver af de 12 klubber.

I dag: Johan Absalonsen, AC Horsens

Hvorfor fortjener du en plads i startopstillingen?
- Det gør jeg, fordi har nogle kvaliteter, som de andre angribere ikke har. Min hurtighed, mine dybdeløb og min aggressivitet skal bringe mig ind på holdet, men selvfølgelig bliver der hård kamp om pladserne, for de andre, Toft, Hajdarevic og Fagerberg, har andre og store kvaliteter

Hvad kan fansene se frem til?
- Jeg har oprettet en masse motivation i løbet af det seneste år, hvor jeg ikke har spillet så meget i FC København, så man vil helt sikkert få en Johan Absalonsen at se, som vil ud og vise sig frem og vise en masse energi. Folk kan også godt forvente, at jeg kommer med en ydmyghed, for jeg ved, at jeg skal arbejde hårdt sammen med de andre spillere, så Horsens kan fortsætte den flotte udvikling, klubben er i.

Hvem, ud over dig selv, leverer et stærkt forår på holdet – og hvorfor?
- Som jeg ser det, kunne det sagtens blive Martin Spelmann. Det, han har vist i denne sæson, har været virkelig lovende, og han var også en profil i ligaen i efteråret, og som jeg ser det, kunne han nemt forsætte den samme stil i foråret. Han er en spiller, som jeg ser store perspektiver i for Horsens.

Forårets profil i Superligaen?
- Der er mange kandidater, men jeg tror, at Rasmus Falk kan blive en virkelig god og vigtig spiller for OB, hvis han genfinder formen efter sin sygdom og skade. Jeg er sikker på, at han kan blive en stor profil, for han i hvert fald potentialet til det - det kan der ikke være tvivl om.

Hvem vinder guld, sølv, bronze?
- FCK bliver stærke i foråret, og de vinder guld. FC Nordsjælland tager sølvet, og så satser jeg på, at vi tager bronzen her til Horsens, selv om feltet vi ligger i, er ret åbent.

Hvem rykker ud?
- Det tror jeg desværre, at HB Køge og Lyngby gør. De får svært ved at vende det til deres fordel, for de starter foråret med nogle svære forudsætninger, i og med at hullet op til redning er ret stort.