Video : Tipsbladet
Superliga

Divisionsforeningen undersøger VAR-muligheder i Superligaen

Man er så småt begyndt at kigge på, hvordan VAR i praksis vil kunne indføres i Superligaen. Det har tidligere været nævnt som en mulighed allerede fra 2020

VAR (Video Assistant Referee, red.) er allerede blevet indført i flere europæiske ligaer samt Champions League og ved VM-slutrunden i Rusland sidste år. Men endnu er teknologien og regelsættet ikke blevet indført i den danske Superliga.

Men måske skal fans og spillere i den bedste danske række vænne sig til den ekstra dommerhjælp. For Divisionsforerningen er ved at undersøgelse, hvordan VAR kan blive implementeret i Superligaen, måske allerede fra sæsonen 2020/2021.

Ifølge Ritzau har Divisionsforeningen allerede været i dialog med andre euroæiske ligaer, hvor systemet er indført. Blandt andet i Schweiz, hvor man ligesom i Danmark har markant færre kameraer til kampene, end man ser i de helt store turneringer.

Men det kan ifølge Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, godt lade sig gøre at have fungerende VAR med de seks kameraer, der normalt bruges til produktionen af en kamp i Superligaen. Det er dog relativt dyrt, og derfor kræver det en del diskussion og forhandling, inden der træffes en beslutning.

- Ingen har noget imod VAR, men det har et forholdsvist højt omkostningsniveau, og derfor bliver det en prioriteringsdiskussion, som jeg regner med, at vi tager i løbet af foråret, fortæller Claus Thomsen til Ritzau.

Det forventes, at der i Danmark kommer til at være tre personer til at styre VAR-systemet: to dommere og en til at styre teknikken. Derudover kommer omkostningerne til selve teknologien. Det skal betales af klubberne, men ifølge Claus Thomsen har der indtil videre været positive tilbagemeldinger fra klubberne i Superligaen.