Video : Tipsbladet
Superliga

Duelund: Smadrede dem efter pausen

Mikkel Duelund kom på tavlen mod Esbjerg, og den unge midtbanespiller var specielt tilfreds med anden halvleg

FC Midtjylland forværrede Esbjergs krise i mandagskampen. På trods af, at Esbjerg bragte sig foran endte Mikkel Duelund og resten af FCM med at vinde med to mål. 

- Det var fedt, at vi kunne følge op på kampen mod AaB, så jeg håber lidt, at vi har startet en stime nu. Vi kommer bagud 1-0, men kommer lynhurtigt op 1-1, og vi laver rigtig mange chancer, så alt i alt en rigtig god kamp, siger Mikkel Duelund til fcm.dk

- Første halvleg foregår lidt for meget på deres præmisser, men den er stadig godkendt. Efter pausen går vi dog ud og smadre dem.

Mikkel Duelund er i denne sæson blevet brugt hovedsagligt på kanterne, men Jess Thorup valgte mandag at bruge det unge midtbanetalent centralt.

- Det var fedt at komme ind på midten. Jeg har fået nogle gode værktøjer ved at spille på kanten, men det er ikke nogen hemmelighed, at jeg befinder mig rigtig fint på midten. Det kan jeg godt lide, og jeg synes, jeg har nogle kompetencer, som gør, at det er derinde, jeg vil spille. Det er dog ikke sådan, at jeg ikke længere vil spille på kanten, men i dag lå kampen rigtig godt til mig på midten, siger den 19-årige dansker. 

- Jeg er ikke verdens hurtigste spiller, som kan udfordre min direkte modstander i fart, men derimod i mellemrummene, hvor jeg kan slå afleveringerne fra. 

Det unge midtbanetalent har været på banen i 11 af FC Midtjyllands 14 kampe, og kan formentligt se frem til mere spilletid efter sin gode præstation på midtbanen, som han krydrede med et mål.