Durmisi vil revanchere sig mod Auris Viborg
Illustration
Superliga

Durmisi vil revanchere sig mod Auris Viborg

Riza Durmisi står søndag overfor den træner, der var tæt på at få ham til at forlade Brøndby, men det lægger han nu ikke noget specielt i. Han er fast besluttet på at revanchere nederlaget mod OB.

Riza Durmisi var i maj sidste år klar i mælet omkring sin fremtid. Han ville væk fra Brøndby, for træner Auri Skarbalius havde ikke set hans vej, og derfor var han fast besluttet på at skifte klub. Siden blev Skarbalius erstattet af Thomas Frank, og Durmisi vendte på en tallerken og forlængede sin kontrakt.

Thomas Frank har da også brugt Durmisi fast på venstre back, og søndag møder 20-årige Durmisi så igen Auri Skarbalius, der i mellemtiden er blevet cheftræner i Viborg.

- Det er i fortiden, og jeg har ingen problemer med Auri. Han valgte ikke at bruge mig, og sådan er det bare. Nu spiller jeg, og jeg går efter at spille godt og hjælpe holdet som i alle andre kampe. Det eneste det handler om er at få en sejr, siger Riza Durmisi til tipsbladet.dk.

Stridsøksen med Auri Skarbalius er altså tilsyneladende begravet, og Riza Durmisi henter i stedet motivation i, at Brøndby tørster efter revanche oven på en blodfattig indsats, der kostede alle tre point i hjemmekampen søndag mod OB.

- Viborg-kampen er rigtig vigtig for os. Esbjerg er tæt på os efter deres sejr over AGF, og Viborg skal vi slå. Vi rammer slet ikke dagen mod OB. De er bare bedre end os, men nu er vi kommet videre. Vi skal se fremad, og jeg er sikker på, vi slår Viborg. Vi skal blæse på fra start, presse dem, stresse dem og spille vores spil. Gør vi det, så vinder vi også derovre, siger Durmisi.

Brøndby har mødt Viborg to gange tidligere i denne sæson. Kampene er begge gange endt uafgjort.