EfB-back forstår klubbens nej: Hjælper ikke at surmule
Superliga

EfB-back forstår klubbens nej: Hjælper ikke at surmule

Ryan Johnson Laursen drømmer om at komme til udlandet, men han har forståelse for, at EfB siger nej til at sælge.

Ryan Johnson Laursen har i en længere periode været i udenlandske klubbers søgelys, men højrebacken er fortsat i Esbjerg. Det skyldes blandt andet, at EfB senest i vinter sagde nej til at sælge spilleren trods interesse for udlandet. 

EfB har gjort det klart, at man ikke ønsker at sælge højrebacken i den nuværende situation, og selvom Ryan Johnson Laursen gerne vil videre til udlandet, forstår han klubbens nej.

- Det hjælper jo ingenting at sætte sig over i et hjørne og surmule, men det ramte mig da lige, da Esbjerg vendte tommelfingeren nedad. Jeg har jo en drøm om at komme af sted på et tidspunkt. Men jeg vil også sige, at jeg har fuld forståelse for EfB's beslutning, siger Ryan Johnson Laursen til JydskeVestkysten.

I øjeblikket arbejder Johnson Laursen på at blive klar til forårspremieren. Han døjer med problemer i baglåret, og det er endnu uvist, om han bliver helt kampklar til Esbjergs kamp mod FC København den 28. februar.