Video : Tipsbladet
Superliga

Efter pokalkamp: Virolog tvivler på, at Superligaen er klar til flere tilskuere

Virolog Allan Randrup Thomsen tvivler på, at Superligaen er klar til flere tilskuere på stadion.

I Superligaen er det i øjeblikket tilladt at have op til 500 personer samlet på stadion, men Regeringen og Folketingets partier vil forsøge at øge antallet af tilskuere i tre kampe. Overfor Politiken tvivler virolog Allan Randrup Thomsen dog på, at det er en god idé.

De to pokalsemifinaler i midtugen blev nemlig afviklet med 500 personer på stadion, hvoraf et par hundrede var tilskuere. I opgøret mellem AaB og AGF blev Divisionsforeningens regler imidlertid ikke overholdt til punkt og prikke, da tilskuere ikke blev siddende på deres pladser, mens afstanden mellem dem ikke altid blev overholdt.

Og derfor tvivler Allan Randrup Thomsen, der også er professor ved Københavns Universitet, på, at protokollerne er på plads.

Læs også:AaB’er vil have tredjepladsen: Ikke urealistisk, at vi kan komme helt derop

- Kan klubberne levere den vare, de lover? Nemlig at holde folk fordelt og på plads. Det kan man jo godt blive i tvivl om, når man ser sådan noget her. Indtil videre ser det ikke ud til, at de har foranstaltningerne på plads, siger Allan Randrup Thomsen til Politiken.

Hvis man åbner for flere tilskuere, vil sandsynligheden for smitte være ”langt større”, siger virologen og tilføjer, at især jubelscener kan blive problematisk.

Selvom nogle tilskuere ikke overholdt afstandsreglerne, var Divisionsforeningen tilfredse med afviklingen af onsdagens pokalsemifinale i Aalborg.

Læs også:David Nielsen før Brøndby-brag: Vi er ikke blevet et vinderhold over natten

- Den håndtering, vi så af de meget få tilskuere i går (onsdag, red.), synes jeg, var fuldt forsvarlig og i overensstemmelse med de retningslinjer, der nu er fra myndighederne, sagde Claus Thomsen, Divisionsforeningens formand, torsdag til Ritzau.

Det vides endnu ikke, hvilke kampe der skal være testkampe for flere tilskuere på stadion i Superligaen.

Læs også:Superligaens ældste om fremtiden: Jeg har niveau til at være med

Læs også:Optakt: AaB - FC Midtjylland