Efter transferstop: Unge FCN har stor bredde
Mikkel Tariq Kahn/Polfoto
Superliga

Efter transferstop: Unge FCN har stor bredde

Har Superliga-klubberne handlet nok ind? Tipsbladet.dk giver dig her et overblik over, hvor godt klubberne er besat på hver plads.

Med et overstået transfervindue ligger Superliga-trupperne så godt som fast for den næste halve sæson. Der kan stadig komme nye spillere til på fri transfer, men det er begrænset, hvor store ændringer, der kan ske. Tipsbladet.dk giver her overblikket over, hvor dybe Superliga-trupperne er efter transfervinduet. Nogle spillere kan dække flere pladser, hvorfor der er sat et * ved dem, der figurerer på flere positioner.

Denne gang handler det om FC Nordsjælland.

De har længe været kendt for deres evner til både at udklække talenter og til at videreudvikle andre klubbers talenter. Det er spillere som Jores Okore, Andreas Bjelland og Nicki Bille Nielsen bevis på. Talentudvikling krydret med god scouting og flot trænerarbejde kulminerede i 2011/12-sæsonen, hvor klubben blev mester, og siden har FCN både sagt farvel og goddag til cheftræner Kasper Hjulmand, der nu skal forsøge at spille FC Nordsjælland tilbage i toppen af dansk fodbold.

Men det er ikke med en rutineret trup, der har flere år på bagen, at Hjulmand skal genskabe klubben. Indtil videre har gennemsnitsalderen i startopstillingen været på 21,4 år, som er Superligaens absolut laveste. Hjulmands 4-3-3-opstilling og holdets dybde bliver gennemgået her.

Målmand: Runar Alex Runarsson
Backup: Peter Vindahl Jensen - Indy Groothuizen
Den 21-årige islandske målmand, der kom til klubben som 18-årig, er fast mand i målet. Han har vist eksempler på rigtig flot målmandsspil, men også eksempler på, at bundniveauet skal hæves. Peter Vindahl Jensen på 18 år og Indy Groothuizen på 20 år er Runarssons konkurrenter. 

Højre back: Karlo Bartolec
Backup: Pascal Gregor* - Dominic Oduro*
Den 28. august købte klubben Bartolec, og på transfervinduets sidste dag sendte de deres faste højre back, Ramón Rodrígues, til SønderjyskE. Bartolec på 21 år ligner derfor en mand, der er tiltænkt en rolle som starter, fordi klubben ikke har andre deciderede højre backs. Kommer der skader på positionen, kan Pascal Gregor og Dominic Oduro fylde ind.

Midterforsvar: Andreas Maxsø* - Pascal Gregor*
Backup: Andreas Skovgaard - Viktor Tranberg - Abdul Mumin
Maxsø og Gregor er de to klare førstevalg, men i deres OL-fravær spillede både Andreas Skovgaard, Viktor Tranberg og Abdul Mumin. Specielt Skovgaard gjorde sig bemærket med flot pasningsspil. 

Venstre back: Patrick Mtliga
Backup: Mads Pedersen - Benjamin Lund
Som anfører er det Patrick Mtiligas ansvar at guide de unge spillere både på og væk fra banen, og når han er frisk, spiller den tidligere landsholdsback hver gang. Han har siddet ude med en knæskade, og derfor har Mads Pedersen og Benjamin Lund alle vikarieret for ham. Lund har spillet flest kampe fra start med tre, mens Pedersen er startet på banen en enkelt gang.

Defensiv midt: Christian Køhler* 
Backup: Stanislav Lobotka* - Lasse Petry* - Andreas Maxsø
Den defensive midt i Kasper Hjulmands system har i denne sæson været Christian Køhler på 20 år. Han har vist flot pasningsspil og aggressivitet, men mangler noget fysik i duellerne. Lobotka, Maxsø og Petry behersker begge den boldspillende defensive midtbane, men mens Maxsø bedst befinder sig i midterforsvaret, vides det endnu ikke, hvornår Petry er fuldt tilbage efter sin meniskskade.

Central midt: Stanislav Lobotka* - Mathias Jensen
Backup: Mathias Rasmussen - Mohammed Fellah* - Emiliano Marcondes - Divine Naah
Lobotka er den faste mand på den centrale midt, mens der er spørgsmålstegn ved hvem, der skal agere makker til ham. Mathias Jensen, Mathias Rasmussen og Mohammed Fellah har alle spillet central midt, mens Emiliano Marcondes kan spille her - i en offensiv rolle. Med Divine Naah, der er lejet i Manchester City, er der stor kamp om pladserne.

Højre kant: Tobias Mikkelsen*
Backup: Godsway Donyoh* - Ernest Asante - Dominic Oduro*
FCN hentede i januar Tobias Mikkelsen tilbage til klubben. Han var tiltænkt en central plads på holdet, hvor han med sin udlands- og Superliga-erfaring skulle hjælpe de unge spillere. Den rolle har han udført, men han har også været skadesplaget. Det har gjort plads til Godsway Donyoh, Dominic Oduro og Ernest Asante, men Mikkelsen er klubbens førstevalg på højre kant. 

Venstre kant: Adnan Mohammad
Backup: Godsway Donyoh* - Tobias Mikkelsen*
Pladsen som venstre kant tilhørte indtil dette transfervindue Joshua John. Han er nu blevet solgt, hvorfor Adnan Mohammad har fået mulighed for at prøve talentet af på højeste niveau i Danmark. Indtil videre har han spillet tre af de fire kampe, klubben har spillet siden Joshua Johns afgang. I den fjerde kamp spillede Godsway Donyoh her. Tobias Mikkelsen kan med sin fart og dribleegenskaber også udfylde rollen som venstre kant. 

Angriber: Marcus Ingvartsen
Backup: Godsway Donyoh* - Jakob Johansson
Ingvartsens plads på holdkortet er så sikkert som amen i kirken. Han er med sin fysik og afslutningsegenskaber langt foran alle andre i klubben, når det kommer til spilletid som enlig angriber i Hjulmands system. Godsway Donyoh kan bruge sin hurtighed på toppen, mens Jakob Johansson på 18 har gjort et enkelt indhop i denne sæson.