Elmander-lejr afviser skifte til Göteborg
Foto: Jens Dresling / Polfoto
Superliga

Elmander-lejr afviser skifte til Göteborg

Johan Elmander er ikke interesseret i at skifte til det svenske tophold IFK Göteborg, meddeler Brøndby-spillerens agent.

Efter salget af Lasse Vibe er IFK Göteborg på jagt efter den rette afløser, og mandag blev Brøndbys Johan Elmander bragt i spil som et muligt sommerkøb. Svenskeren har haft svært ved at leve op til forventningerne i Brøndby og er startet på bænken i Superligaens tre første spillerunder. 

IFK-sportschef Mats Gren blev mandag citeret for, at Johan Elmander er en interessant spiller, hvilket gav god næring til historien om et muligt skifte.

Men tirsdag afviser Johan Elmanders agent, Anders Wallsten al spekulation omkring et skifte fra Brøndby til IFK Göteborg

- Han er ikke interesseret i IFK Göteborg, og jeg tror ikke, at IFK Göteborg er interesseret i ham, siger agenten til den svenske expressen.se.

Siden Johan Elmander kom til Brøndby i sommeren 2014 er det bare blevet til 13 kampe fra start og en enkelt scoring i Superligaen, og umiddelbart ligner svenskeren ikke en spiller, der har formen til at gå forrest i kampen for at får Brøndby ud af den aktuelle krise i bunden af tabellen.