Enevoldsen: Agger har også haft det svært
Illustration
Superliga

Enevoldsen: Agger har også haft det svært

Thomas Enevoldsen er klar over at mange havde forventet samme niveau fra ham som Kasper Kusk på midtbanen - men ting tager tid efter skader.

Bragt i Tipsbladet 7. november:

Kan en landsholdsspiller spille sig langtidsskadet, uden at noget siger knæk eller revet over? Det var et retorisk spørgsmål, for det skete to gange for Thomas Enevoldsen. Han kunne have spillet i en af Europas største ligaer, men i stedet knokler han nu på femte måned for igen at blive en stabil offensiv faktor, noget som selvfølgelig er obligatorisk for en offensiv midtbanespiller. Men han klager ikke, den 27-årige midtbanespiller, der med et VM som cv’et er fuldt ud klar over, at forventningerne til ham er markant højere, end det hans spil har kunnet bære i efteråret.

Thomas Enevoldsen holder sin ene fod op over bordet for at vise problemet, eller efterveerne af den skade ved sesam-knoglen, han fik for over et år siden i sin belgiske klub, og som han stadig døjer med.

”Se, den her bevæger sig normalt, ikke,” siger Thomas Enevoldsen og vrikker med storetåen. Han har ret, det ser normalt ud.

”Men den her, den kan jeg ikke bevæge mere end det her,” siger den professionelle fodboldspiller og vrikker nogle millimeter med sin tå.

”For mig føles den som om, at den er lam.”

Betændelse i foden
Du er lovligt undskyldt, hvis indledningen på denne historie er lidt forvirrende. For hvad er en sesam-knogle, og hvad har den med Thomas Enevoldsen og en stiv tå at gøre?

Sidste år på denne tid vidste den nuværende AaB-spiller og daværende Mechelen-ansatte ikke meget mere, end du gør, selvom en mystisk skade havde holdt ham ude i 2½ måned.

Han vidste, at det gjorde ulideligt ondt at løbe og at spille fodbold, men han vidste ikke, hvorfor foden ikke blev bedre. Og det er den skade, der nu har sendt Enevoldsen hjem til Superligaen.

”Jeg har prøvet ikke at kunne gå op til 2. halvleg i en reserveholdskamp med Mechelen, fordi det gjorde så ondt i foden,” siger Thomas Enevoldsen.

Sesam-knoglen ligger under den knogle på foden, som fæstner storetåen til din fod. Hver gang Thomas Enevoldsen landede på sin fod, gjorde det nas, og en fodboldspiller, der ikke kan løbe, og som man ikke kan stille en sikker diagnose for, er ikke meget værd, hverken for sig selv eller arbejdsgiveren.

Thomas Enevoldsen havde ikke slået sig til træning eller i kamp, men fra den ene dag til den anden var midtbanespilleren, der havde været til VM i Sydafrika, ude af stand til at spille fodbold.

Det var først denne sommer, et lille år efter skaden opstod, at Thomas Enevoldsen til en undersøgelse hjemme i Danmark fik at vide, at et lille, normalt ubetydeligt ledbånd ved sesam-knoglen var betændt og havde givet ham de smerter, der holdt ham fra at træne og spille.

”Jeg var ude i 2½ måned, uden at vi vidste, hvad der var galt. Så nåede vi frem til, at det var et funktionelt problem, det vil sige den måde, jeg bevæger mig på. Fysioterapeuterne kunne se, at jeg landede helt forkert på mine fødder. Den sesam-knogle og området omkring lyste helt rødt på scanningerne, fordi jeg lagde så meget vægt der i mine landinger. Hvor længe, jeg har gjort det, ved vi ikke, det kan være i flere år. Michelle [Court-Payen], der er en af Danmarks bedste, var den, der fandt det betændte ledbånd. Han havde kun set den skade en gang før,” siger Thomas Enevoldsen.

”Klubben var fair. De kunne se, at jeg havde ondt, når jeg løb, og jeg sagde det også til dem. Jeg havde den optakt, jeg havde med ti mål, jeg var tiltænkt en stor rolle på holdet, og de kunne se på undersøgelserne, at der var noget i vejen. Så de troede på mig,” siger Thomas Enevoldsen.

”Det havde jeg lidt i Groningen i min sidste tid der, de troede ikke rigtigt på det, jeg havde i ballen. Det pissede mig af. Hvorfor skulle jeg bilde mig selv det ind? Jeg havde været på landsholdet siden VM og havde et EM den sommer. Hvorfor fanden skulle jeg ikke spille, hvis jeg kunne? Det gjorde enormt ondt, og derfor kunne jeg ikke spille.”

”Jeg ville nærmest hellere have brækket et ben. Så vidste jeg, hvad jeg skulle gøre for at blive klar igen. Jeg har prøvet alle mulige træninger, scanningerne har ikke vist noget, og det blev ikke bedre. Den uvished har været det værste ved det, så er det lettere med en skade, hvor behandling og genoptræning er helt tydelig. Det eneste, jeg kan gøre ved skaden nu, hvor vi har fundet den, er at give det ro. Jeg kan ikke træne det væk, og det er enormt irriterende,” siger Thomas Enevoldsen.

Thomas Enevoldsen er født ind i en familie med sport i centrum, og det liv lever AaB’s midtbanespiller. Så da han på to år oplevede to store skader, noget han aldrig havde prøvet for alvor i Danmark, sled det på humøret og selvforståelsen.

”Det er ikke bare mit arbejde, det er min hobby. Nogle mennesker kan lægge arbejdet til side, men det kan jeg ikke, for jeg elsker fodbold, også at se det. I Belgien spillede jeg lidt golf med Nicklas og Junker, men vi havde også drømmehold i Superligaen og Premier League. Fodbold er mit liv, jeg er nærmest født med det. Det første hus, vi boede i, havde et mål, og det andet havde en fodboldbane i baghaven,” siger Thomas Enevoldsen.

”Når jeg blev spurgt i folkeskolen, hvad jeg ville være, sagde jeg professionel fodboldspiller. Når de spurgte: ”Hvad nu, hvis du ikke bliver det?” Så svarede jeg, at det blev jeg. Det var det eneste, jeg ville.”

Agger har det jo også svært
Det er den skade, der fortsat giver bivirkninger som for eksempel den skadede tå, der er følelsesløs på grund af en væskeansamling i tå-leddet, en irritation der er opstået på grund af det betændte ledbånd ved sesam-knoglen. Det er de skader, der er med til at forklare, at Thomas Enevoldsen bestemt ikke har været åbenbaring efter sine fem år i hollandsk og belgisk fodbold.

Fem starter og seks indskiftninger i Superligaen, spil af svigende kaliber og lange, usynlige perioder i de afgørende europæiske kvalifikationskampe var ikke, hvad Enevoldsen selv ville. Og i byen var Enevoldsen, skader eller ej, den forhåndsindkøbte mand til at afløse Kasper Kusk, der et par uger efter Enevoldsens ankomst skiftede til Twente.

Kasper Kusk var i perioder Superligaens bedste spiller, da AaB vandt mesterskabet, og AaB handlede da ikke en afløser ind, der ikke var klar til at tage over? 

”Jeg får mest opbakning. Der kommer da et par ”hold kæft hvor er han dårlig” eller ”han kan ingenting”, men det rører mig ikke. Så kender folk ikke forhistorien men ser på, at jeg var med til VM og bare skal gå ind og styre Superligaen. Sådan hænger det ikke sammen,” siger Thomas Enevoldsen.

Kent Nielsen og sportsdirektør Allan Gaarde gjorde deres til at nedspille forventningerne og understrege, at Thomas Enevoldsen var meget langt fra at være i topform, når han ikke havde spillet en betydende fodboldkamp siden 26 minutters indskiftning i begyndelsen af oktober 2013.

Men den besked er svær at sælge, når AaB ryger ud til et jævnt APOEL-hold i Champions League-kvalifikationen, og når der skulle gå halvanden måned fra sæsonens anden sejr, mod FCK 13. september, til at FC Nordsjælland var ufattelig uheldig med at tabe til AaB mandag 27. oktober.

”De minutter [for Mechelen] lå helt tilbage i august i to starter og så i et par indskiftninger i efteråret. Så det var forventet. Jeg ville gerne have spillet på et højt, stabilt niveau hele vejen, men jeg måtte også sætte forventningerne realistisk. Du ser tit med dem, der har været skadet, som du ser med Daniel Agger. Han er en fantastisk spiller, men han har også haft svært ved at leve op til det, man forventer. Det tager bare tid efter en lang skadesperiode. Især når man har været ude så længe, som jeg har,” siger Thomas Enevoldsen.

”Ingen tvivl om, at jeg har et stort navn heroppe. Forventningen var, at når Kusk røg, så tog jeg bare over. Der er nok mange, der ikke tænker på, hvor lidt, jeg spillede i sidste sæson. Da jeg startede her, løb jeg min første løbetur i tre måneder. Så gik der lidt over en måned, før jeg spillede min første kamp. Bed en mand, der ikke har løbet i et år, om at løbe en tur, og se, hvordan han har det bagefter. Jeg tager det roligt, for jeg ved, hvad jeg står for. Jeg viste i den første kamp mod Kiev, hvad jeg kan og står for. Det er det, jeg stræber efter at gøre hver gang. Men hvor længe det tager, det er svært at sige. Det kan være, det først sker igen til foråret. Det tager bare lang tid, og det gælder også for rigtig store spillere, ligesom det gælder for mig. Jeg ville gerne have vist noget fra dag et, men det vidste jeg ville blive svært i starten. Det er først nu, jeg har fået overskud til at vise, hvad jeg kan,” siger Thomas Enevoldsen.

Kiev-kampe hver uge
I forrige uge hjemme mod Dynamo Kiev viste Thomas Enevoldsen det overskud. Han hakkede resolut en løs bold i mål til 1-0 efter 11 minutter og spillede en solid, kontrollerende kamp, og det er den slags, han er kommet hjem til Superligaen og AaB for. 

Det ærgrer ham, at to overbelastningsskader slog ham ud i udlandet, især den første i 2011 kan have forhindret noget stort. Men når det ikke skulle være i udlandet, var der ikke andet for end et AaB-comeback, hvis ellers klubben ville have ham.

”Det gik fantastisk i Groningen. Jeg var fast mand, jeg spillede på landsholdet, og der var klubber fra Serie A og Bundesligaen, der ringede til min agent John efter den anden sæson og hørte, hvad jeg var interesseret i. Og så fik jeg den første overbelastningsskade i ballen, som holdt mig ude det meste af sæsonen. Det er også sådan noget, men der var heller ikke nogen, der kunne se den skade på scanningerne,” siger Thomas Enevoldsen.

”Mechelen gik i foråret til John og sagde, at de gerne ville finde en løsning, for jeg var en dyr mand, når jeg ikke havde spillet mere. Det var fair nok. Jeg havde kontrakt til sommeren 2015, men de ville gerne af med mig. Jeg kunne ikke komme til noget bedre i udlandet, fordi jeg ikke havde spillet i lang tid. AaB var interesseret, og jeg ville gerne tilbage, fordi det er et fantastisk hold, der spiller noget attraktiv fodbold. De havde lige vundet The Double, så der var ingen tvivl. Det skulle jeg. Jeg sagde, at kunne det lade sig gøre, ville jeg hertil,” siger Thomas Enevoldsen, der var træt af ikke at komme nogen vegne med sin skade i Belgien.

”Det udenfor banen betød også noget. Efter det sidste år, hvor jeg i lange perioder ikke vidste, hvad der var galt, hvor jeg ikke spillede fodbold, der var det hårdt,” siger Thomas Enevoldsen.

”Forestil dig, at du bliver sendt et sted hen i et år for at lave dit arbejde, og at du så ikke laver noget. Det er ikke sjovt. Du koncentrerer dig kun om den skade. Jeg kom på en klinik drevet af den belgiske landsholds-fysioterapeut udenfor Antwerpen. Det var tre timer om dagen tre gange om ugen, fantastisk træning, men de fik ikke øje på skaden, og det blev ikke bedre.”

I AaB kender de Thomas Enevoldsen, og Thomas Enevoldsen kender de mennesker, der er omkring førsteholdet. 

”Det er næsten de samme folk. Gaarde er sportsdirektør, Kent er træner, ellers er det de samme folk omkring holdet. Lynge Jakobsen kan ikke holde sig fra træninger og stadion. Det er meget det samme heroppe. Jeg vidste, det var trygt at komme tilbage,” siger Thomas Enevoldsen.

”Ud over det med tåen er det lidt bedre med smerten, og jeg har konditionen. Det havde jeg ikke i starten af sæsonen, der gjorde det kun ondt. Nu har jeg fået konditionen, hurtigheden og koordinationen,” siger Thomas Enevoldsen.

I disse dage får midtbanespilleren gigtpiller, ”en masse is på” og ro til den irriterede tå, og til foråret håber Thomas Enevoldsen på, at kroppen er helt klar til topfodbold. For når kroppen arter sig, skal 118 kampe for Groningen og Mechelen oversættes til en masse godt spil for AaB, som Thomas Enevoldsen har fulgt tæt, siden han blev solgt til Holland i 2009.

”Jeg så alle de kampe i sidste sæson, jeg kunne komme til. De fik jo 20 chancer per kamp, de skabte simpelthen så meget i en lang periode. Selvtilliden lyste ud af dem, og det hold ville jeg gerne være del af.”

”Den fod gør stadig ondt, men jeg får at vide, at jeg ikke forværrer noget ved at spille videre. Så gør jeg det. Alle spillere har lidt ondt et sted. Jeg er ved at være der, hvor jeg kan spille en hel kamp, og hvor jeg har overskud, som jeg viste mod Dynamo Kiev. Jeg kan måske ikke spille hver uge, som jeg gjorde hjemme mod Dynamo Kiev, men det bliver bedre, jo længere jeg spiller,” siger Thomas Enevoldsen.