Superliga

Englændere forhørte sig hos Tømrer

Engelske Lincoln City forhørte sig hos Henrik "Tømrer" Pedersen, inden han forlængede med Silkeborg. Men "Tømrer" bliver, hvor han er.

Da Henrik "Tømrer" Pedersens klubsituation i foråret var uafklaret, var der bud efter ham fra England, hvor han spillede fra 2001 til 2008 for Bolton og Hull Cty.

Det var League Two-klubben Lincoln City, der forhørte sig på den 36-årige Silkeborg-spiller, men det eneste de fik var et stort rungende nej tak.

- Jeg hørte et rygte om, at der var en mulighed derovre, og jeg blev også kontaktet af en agent, som jeg kommunikerede med. Men det var overhovedet ikke interessant for mig.

- Min enestre prioritet var at forlænge med Silkeborg, og kunne det ikke blive til det, ville jeg stoppe karrieren. Jeg har to små børn, familie, hus og det hele, og jeg har det rigtig godt her, så det var ikke engang noget, jeg overvejede, siger Henrik "Tømrer" Pedersen til tipsbladet.dk.

I maj fik "Tømrer" så den forlængelse i Silkeborg, som han gerne ville have. I mellemtiden rykkede Lincoln City ud af League Two, så de i næste sæson er at finde i Englands femtebedste række.