Europæisk fodbold på spil: OB og Esbjerg skal heppe på FCM i pokalfinalen
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Europæisk fodbold på spil: OB og Esbjerg skal heppe på FCM i pokalfinalen

Esbjerg fB og OB hepper på FC Midtjylland i fredagens pokalfinale, for det øger holdenes chance for en plads i Europa League. Her er, hvad kampens udfald betyder for Danmarks europæiske pladser.

- Det er ikke det, vi ynder at gøre, men vores gode kollegaer i Midtjylland under vi gerne en sejr på fredag.

Grunden til, at sportschef Jimmi Nagel Jacobsen og resten af Esbjerg fB undtagelsesvist håber på en pokaltitel til deres primære rivaler, er, at det øger deres egen chance for en plads i Europa League. Det samme gælder for OB, der sammen med EfB kæmper om tredjepladsen.

Reglerne er som følger:

Hvis Sydbank Pokalen vindes af et hold uden for top 3 i mesterskabsspillet, er det nummer tre i Superligaen, der møder vinderen af gruppespillet og de efterfølgende Europa Playoff-kampe om en plads i Europa League-kvalifikationen.

Hvis Sydbank Pokalen vindes af et hold i top 3, er det Superligaens nummer fire, der møder vinderen af gruppespillet og de efterfølgende playoffkampe.

I denne sæson betydet det følgende.

Brøndby vinder pokalfinalen:
Så skal Brøndby i Europa League-kvalifikationen, og tredjepladsen i Superligaen (OB eller EfB) møder enten AGF eller Randers FC. Hvis Brøndby bliver nummer tre, er det selvfølgelig tabellens fjerdeplads, der møder AGF eller Randers.

FC Midtjylland vinder pokalfinalen:
Europa League-pladsen går ikke til finalens taber, Brøndby, men til FCM selv. Og den Europa League-plads, som ellers ville gå til FCM for andenpladsen i ligaen, går videre til nummer tre, mens playoffkampen mod AGF eller Randers går videre til nummer fire.

Forklaringen er, at pokalvinderen træder senere ind i Europa League-kvalifikationen end Superligaens nummer to, henholdsvis tredje og anden runde. Derfor skal FC Midtjylland have den fordel, hvis holdet vinder pokalfinalen, og den plads i Europa League, som ellers var forbeholdt nummer to, går videre til bronzevinderne.

Ét point skiller OB og Esbjerg i Superliga-tabellen, mens Brøndby kommer fire point længere nede. Der er to runder tilbage.