FC Helsingør har afvist israelsk bud på forsvarsklippe
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

FC Helsingør har afvist israelsk bud på forsvarsklippe

Daniel Segev Jørgensen er i søgelyset hos israelske Maccabi Netanya, men FC Helsingør har afvist et købstilbud på stopperen. Klubben vil nødigt afgive sine vigtige spillere så tæt på transferdeadline.

Efter 11 runder af Superliga-efteråret havde Daniel Segev Jørgensen endnu ikke spillet en eneste kamp, men fra runde 12 og frem blev han så fast mand på FC Helsingørs holdkort, at han kun i den sidste kamp startede på bænken.

Midtstopperen spillede sig med andre ord ind i varmen hos Christian Lønstrup, men cheftræneren er ikke den eneste, der fik øjnene op for Segev Jørgensen i efteråret. Det gjorde andre klubber også, særligt én.

FC Helsingørs administrerende direktør, Janus Kyhl, bekræfter over for tipsbladet.dk, at oprykkerne har afvist et købstilbud på den 26-årige forsvarsspiller. 

- En klub har lagt et bud på Daniel Jørgensen, som vi har takket nej til. Vi står i en situation, hvor der skal meget tungtvejende grund til at sælge nogle af vores spillere. Med så kort tid tilbage af transfervinduet er det svært at gå ud og sælge så vigtig en spiller, siger Kyhl til tipsbladet.dk.

Tungtvejende grunde kunne være, medgiver, direktøren, at tilbuddet bliver så godt, at man ikke kan tillade sig at sige nej. Men Janus Kyhl og co. er ikke interesseret i at afgive deres spillere, især ikke dem, der har vundet trænerens gunst.

Det israelske medie sport5 skriver, at Maccabi Netanya er meget interesseret i Daniel Segev Jørgensen, der også har israelsk pas og derfor ikke vil tælle som udlænding i klubben. Det er samme Maccabi Netanya, som i sommer hentede Thomas Juel-Nielsen, men sagde farvel til ham to måneder senere.

Ifølge tipsbladet.dk's oplysninger stemmer det, at Maccabi Netanya jagter Helsingør-stopperen, men Janus Kyhl er ikke meget for at be- eller afkræfte.

- Jeg kommenterer ikke på konkrete klubber. Men det er rigtig, at en klub er overordentligt interesseret i at hente Daniel Jørgensen, siger direktøren.

FC Helsingør er på nuværende tidspunkt på træningslejr i Tyrkiet, hvor holdet i går spillede 1-1 mod slovakiske FC DAC 1904. Her startede Daniel Segev Jørgensen på banen.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.