Video : Tipsbladet
Superliga

FC København henter dansk forsvarsspiller

Det er Andreas Bjelland, der er netop er blevet præsenteret af FC København.

FC København har allerede lavet flere store handler denne sommer, og klubben har netop præsenteret en ny.

Ståle Solbakkens klub har netop præsenteret den danske landsholdsspiller Andreas Bjelland, der skifter på en fri transfer fra Brentford. Han har fået en fireårig aftale.

Den centrale forsvarsspiller gik glip af VM, efter han døjede med en skade. En skade, landstræner Åge Hareide ikke mente, han kunne komme sig godt nok over i forhold til at spille ved VM - det kan være en af forklaringerne på, at han lander i FCK, for Bjelland havde angiveligt håbet på et skifte til Premier League.

Det missede VM var Andreas Bjelland bestemt ikke tilfreds med, og nu er spørgsmålet så, om han og Hareide skal have talt ud i forhold til Nations League, der begynder i efteråret.

Nu kan FCK så glæde sig over en markant forstærkning. 

- I Andreas Bjelland får vi en stærk lederfigur, der altid tager et stort ansvar for sit hold både med og uden bold. Han er en forudseende og spilstærk forsvarsspiller, der vil give os nye dimensioner i opspillet med sin store ro og sit gode venstre ben, mens han også har potentialet til at blive en af holdets ledere, siger manager Ståle Solbakken i en pressemeddelelse og forklarer.

- Han er en meget erfaren spiller, der - ikke mindst via sine landskampe - ved hvad der skal til for at klare sig på højeste internationale niveau. Vi er sikre på, at han vil være en forstærkning for os både i Superligaen og vores europæiske kampe. Vi er meget tilfredse med, at vi har fået den her aftale på plads, og jeg synes, at vi står med en meget interessant og stærk trup.

Den 29-årige centrale forsvarsspiller ventes at gå ind som leder i det centrale forsvar.

Ud over Brentford har Andreas Bjelland en fortid i Twente, Nordsjælland og Lyngby. Lyngby har han i øvrigt investeret i.