Video : Tipsbladet
Superliga

FC Midtjylland forventer sig meget af ny bulgarer

Bozhidar Kraev er blot 19 år, men i FC Midtjylland tror de på, at han opnår store ting, og glæder sig over købet af den nu tidligere Levski Sofia-spiller.

I marts måned fik Bozhidar Kraev debut for det bulgarske landshold, og i den forgangne sæson var han med til at spille sølvmedaljer hjem til Levski Sofia. Frem over skal han dog optræde for FC Midtjylland, der netop har præsenteret den 19-årige offensivspiller som ny mand i truppen.

Det er et samarbejde, som klubben har store forventninger til. Det fortæller sportsdirektør Claus Steinlein. 

- Det er et stort ungt talent, der er kommet på det bulgarske landshold allerede i en alder af 19 år, og han har spillet mange kampe i ligaen dernede. Han kan dække alle de offensive pladser, så det er en spiller, vi forventer os rigtig meget af, siger han.

Kraev har fået en femårig aftale med FC Midtjylland, og selv om forventningerne er store, skal han ikke indfri dem lige med det samme. Vi skal formentlig vente med at se ham udfolde sit talent til fulde.

- Derfor er det jo en spiller, som fohåbentligt får nogle indhop her i den første tid og kan vende sig til det danske spil og den danske kultur, og så skal vi forhåbentligt se ham blomstre om et halvt til et helt år, siger Claus Steinlein.

Den 19-årige bulgarer har noteret sig, at der er en del unge spillere i FC Midtjylland-truppen, men det glæder ham samtidig, at der er også er nogle rutinerede af slagsen, som han kan læne sig opad.

- Jeg ved, at det er en ung klub, som benytter sig af unge spillere. Der er en god kombination mellem unge og rutinerede spillere. Det er vigtigt for mig, så jeg kan udvikle mig som spiller og lære fra de ældre, siger Bazhodar Kraev.