Video : Tipsbladet
Superliga

FC Midtjylland kræver 15 millioner kroner for midtbanemand

Ifølge det svenske medie Folkbladet vil FC Midtjylland have 15 millioner kroner for Kristoffer Olsson.

Den svenske midtbanespiller Kristoffer Olsson tiltrækker sig interesse fra flere klubber i dette transfervindue. Særligt svenske IFK Norrköping ønsker at tilknytte midtbanemanden, men klubbens sportsdirektør har flere gange udtalt, at FC Midtjyllands pris er for høj. 

Nu har det svenske medie Folkbladet afsløret prisen på Kristoffer Olsson. Ifølge mediet kræver FC Midtjylland omkring 20 millioner svenske kroner for Olsson, hvilket svarer til 15 millioner danske kroner. 

Det har fået den svenske klub Norrköping til at trække følehornene til sig, hvilket sportsdirektør Peter Hunt udtalte i sidste uge. 

- Den prislap, FC Midtjylland har sat, er der ingen klubber i Allsvenskan, der kan være med på, og derfor er der ingen grund til at gå videre. Vi er altså ikke i forhandlinger, sagde han til Folkbladet ved den lejlighed. 

FC Midtjyllands sportsdirektør Claus Steinlein har tirsdag bekræftet over for tipsbladet.dk, at klubben ikke ønsker at sælge Kristoffer Olsson.

- Kristoffer er en ung spiller, der kan udvikle sig, og lige nu er han med landsholdet. Vi så sidste år, hvor god han kan være, og vi er meget glade for Kristoffer, siger Steinlein i et interview med tipsbladet.dk, der kan læses her. 

Kristoffer Olsson har selv udtalt, at han gerne vil skifte væk fra FC Midtjylland, og han er også interesseret i at fortsætte karrieren i IFK Norrköping. 

21-årige Kristoffer Olsson har kontrakt med FC Midtjylland frem til sommeren 2018.