FC Midtjylland øger forspringet i Superligaen
Illustration
Superliga

FC Midtjylland øger forspringet i Superligaen

FC Midtjylland sejrede på heden, da FC Vestsjælland blev slået med 1-0 på mål af Igboun.

Tophold skal hente point, selv på dårlige dage. Og det gjorde FC Midtjylland i dag. Med Sylvester Igbouns flotte hovedstødsscoring med små ti minutter igen, sikrede han tre ganske fortjente points til ulvene hjemme på MCH Arena.

Selvom holdet fra heden kom frem til ikke mindre end 18 afslutninger, så var der langt i mellem de virkelig farlige af slagsen, men når man holder nullet, er det kun nødvendigt at være farlige én enkelt gang. 

Sylvester Igboun scorede sit sjette ligamål, da Jakob Poulsen finder en fuldstændig umarkeret nigerianer i FC Vestsjællands felt, og så kunne Thomas Mikkelsen kun se passivt til, da bolden finder vej til netmaskerne fra Igbouns hoved efter 81 minutter. 

Forud var gået en hårdt spillet kamp, hvor dommer Ken Hansen lagde, hvad man må kalde en international linje. Men så længe sol og vind bliver fordelt lige, så giver det den rette intesitet i en kamp, hvor der ellers ikke var pakket med lækkerier. Det var solidt håndværk på heden.

FC Midtjylland burde dog have været i front ganske kort inde i kampen, da Bozga snorkbobler i forsvaret, da han modtager en fuldstændig ufarlig bold. Bolden bliver pillet fra den store forsvarsspiller og det gav Petter Andersson helt frit løb mod mål. Han får smækket en kompetent afslutning afsted mod målet, men Thomas Mikkelsen får flot parreret til hjørnespark.

Nogle vil måske mene, at FC Midtjylland blev snydt i situationen, da Oliver Lund kommer på tværs for at redde sin forsvarsmakker, men han får slet ikke fat i bolden, til gengæld saver han Andersson midtover, uden det dog førte til et straffespark.

FC Midtjylland var kampen igennem farligst omkring dødbolde som specielt Jakob Poulsen ofte slog knivskarpt med panik i feltet til følge. MortenDuncan Rasmussen fik blandt andet en stor chance på den konto.

Farligste forsøg fra gæsternes side var, da Anders Dues hjørnespark gik direkte på den fjerneste stolpe, da Jakob Haugaard slog et stort hul i luften.

Alt i alt var det en ganske fortjent sejr til FC Midtjylland i en kamp, hvor gæsterne aldrig rigtig fik meldt sig ind.