FC Midtjyllands svar på Wenger eller Ferguson

»I 1999 sætter jeg mig et mål. Allerede der trækker jeg enorme veksler på min familie. Jeg har Camilla født i 1997 og Mathias, som Tanja får i 2000, så vi ved, at nummer to er på vej. Og som lilleput- og drengetræner arbejder jeg næsten lige så mange timer, som jeg gør i dag som Superliga-træner. Jeg arbejder benhårdt. Jeg ser alle træninger, unionssamlinger, er ude på landevejene for at se modstandere og være opdateret på talenter. Jeg var stræbsom og ambitiøs om alt. Spillerne skulle uddannes i, hvordan de klippede negle, hvad de drak, hvad de spiste, og hvordan forældrene bakkede op. Alt. I 1999 kan jeg mærke på Tanja...Jeg får trods alt næsten intet i løn. I de første 12 år som træner fik jeg ikke en krone, der betalte jeg selv alt. Min første kontrakt i 1997-1998 i Ikast, hvor jeg får penge for det, får jeg 10.000 kroner om året til omkostninger. Det er peanuts, og det har aldrig drevet mig,« siger Glen Riddersholm.

»I 1999 siger jeg til Tanja, at jeg tager et job, og hvis jeg så ikke kan leve af fodbold inden for fem år, er jeg nødt til at stoppe med at være så manisk om lilleput- og drengefodbold, som folk omkring syntes, at jeg var,« siger Glen Riddersholm.

»Jeg er så heldig, at jeg finder et job, hvor jeg kan være vågen nattevagt på et bosted for udviklingshæmmede. Der arbejder jeg syv dage fra kvart i 11 om aftenen til kvart i syv om morgenen. Syv hele dage fra mandag til søndag, og så syv dage fri,« siger Glen Riddersholm.

»Det var på Marienlundskollegiet her i Ikast, et bosted for udviklingshæmmede. Det var et job, der rent pædagogisk ikke var så...Der var ikke meget pædagog i det, jeg tog det på grund af fodbold. Jeg skiftede ble, jeg syede og strøg skjorter, tørrede lort og pis op. Skar ost, vaskede tøj, en masse forskellige ting. Jeg gjorde nogle ting, som ikke i sig selv var så rare, men som modnede mig meget,« siger Glen Riddersholm.

»Jeg synes, det var pissefedt, for så kunne jeg nærmest være halvtidstræner. Jeg sover til klokken to på arbejdsdage, hvorefter jeg kan være træner, og så har jeg syv dage, hvor jeg arbejder som heltidstræner. Men det er hårdt. Jeg har dage, hvor jeg næsten ikke sover i 36 timer. Jeg står op fredag klokken to, går på arbejde 22.45, kører til Sjælland for at spille juniorliga mod KB, kommer hjem, går direkte på job og sover først søndag morgen klokken syv-otte. Sådan havde jeg mange weekender i den periode fra 1999 til 2004, hvor jeg bliver ansat som ITU-træner. Det blev jeg efter 4½ år af de fem år,« siger Glen Riddersholm, der synes, hans nuværende job som Superliga-træner er det rene svir i forhold til det hårde arbejde dengang.

»Da jeg var under uddannelse, havde jeg studiejob på Voksenbo på Skovbjergskolen her i Ikast, der er for voldelige, udadvendte autister. Der har jeg oplevet, at de har spist deres egen afføring og kørt det rundt i stereoanlægget. Så jeg er rimelig hårdfør omkring sådan nogle ting. Det er noget, ikke så mange har prøvet. Jeg har taget nogle snørklede veje, hele tiden med fokus på, at jeg engang skulle leve af fodbold. Jeg føler mig ekstremt privilegeret. Hver eneste dag, jeg møder på job, og når vi har tabt en kamp, så minder jeg mig selv om, hvor fantastisk et liv, jeg har. Fodbold er en stor del af min identitet, men jeg er ikke kun mit cheftrænerjob her i FC Midtjylland. Jeg har mange flere strenge at spille på. Jeg bryder ikke sammen, hvis der en dag ikke længere er efterspørgsel efter mig i fodbold,« siger Glen Riddersholm.

Ville støtte Kuhn i stil-opgør
Mellem 2004 og 2006 var Glen Riddersholm med til at forme FC Midtjyllands første kuld af akademispillere, som Simon Kjær, Jonas Lössl, Jesper Juelsgård og Winston Reid, hvorefter den nuværende Ulve-boss var U/17-landstræner i DBU mellem 2006 og 2008.

På FC Midtjyllands træningslejr i Italien i februar 2008 fortalte cheftræner Erik Rasmussen, at han ikke længere ville arbejde i klubben, og så fik Glen Riddersholm et opkald fra FCM's akademidirektør Claus Steinlein, der tilbød Riddersholm at komme tilbage til klubben som assistenttræner for Thomas Thomasberg.

Det tilbud takkede Riddersholm ja til, og for første gang nogensinde skulle Riddersholm arbejde med seniorfodbold.

Hvis Riddersholm havde indset det på forhånd, lærte han året efter meget håndfast, at fodbold på Superliga-niveau er anderledes barsk end ungdomsfodbold, hvor det mest af alt handler om at uddanne teenagere til dygtige fodboldspillere.

Læs mere på næste side.