FC Midtjyllands svar på Wenger eller Ferguson
Illustration
Superliga

FC Midtjyllands svar på Wenger eller Ferguson

Læs eller genlæs det store interview med guldtræneren Glen Riddersholm.

Thomas Thomasberg blev fyret kort inde i den nye sæson i 2009, et par uger efter Riddersholm havde vikarieret som cheftræner for en syg Thomasberg i en kamp i Silkeborg, hvor FCM spillede fornærmede dårligt og var heldig med at tabe 0-4. Og da Riddersholm som den eneste af tre trænere stod tilbage på førsteholdet, var den unge træner ikke lige populær alle steder i Midtjylland.

»Jeg valgte at gøre det, selvom jeg bevægede mig ud på dybt vand. Det er et stort skridt at gå fra den trygge talentudviklingsverden. Du bliver ikke bedømt på, hvad du udvikler, men på de resultater, du får. Også som assistent,« siger Glen Riddersholm.

»Det var ikke en sjov tid. Der var røre i den, og jeg måtte kæmpe for mit job og liv her. Jeg er klubmand, var her af et godt hjerte og havde ingen onde hensigter, men samtidig kunne jeg godt forstå, at der fra mange sider blev kigget skævt til mig. Det kan være, jeg så spøgelser, men jeg følte, at folk undrede sig over, hvorfor jeg blev, hvorfor det var mig, der stadig var der,« siger Glen Riddersholm.

Riddersholm har prøvet noget af det samme, da Allan Kuhn i april i år sagde op som cheftræner i FC Midtjylland. Kort forinden havde Kuhn i et interview med Tipsbladet fortalt, at det ikke var ham, men derimod sportsdirektør Jens Ørgaard og adademidirektør Claus Steinlein, der med bemyndigelse i bestyrelsen havde bedt Kuhn om at lave spillestilen på førsteholdet radikalt om, så FCM skulle gå fra kontrafodbold til at spille boldbesiddende.

Det var Glen Riddersholm og hans nuværende assitenttræner Tonni Hermansen, der i praksis skulle træne spillerne i den nye stil med Allan Kuhn i en mere tilbagetrukket manager-agtig rolle, og da Kuhn så i midten af april sagde stop, var det nærliggende at tro, at den nye, lidt påduttede, stil var afgørende for beslutningen.

Glen Riddersholm sætter meget pris på den tid, han havde som assistent for Kuhn, der gav ham meget mere ansvar, end Riddersholm havde haft i sin første periode som assistent. Og Riddersholm mener bestemt ikke, at han på nogen måde har undergravet Kuhns position, selvom den nye stil lå mere naturligt til ham end til den nuværende AaB-assistent.

»Uden at skulle rode for meget i det der, har Allan været en del af processen. Han har i november, december og januar haft mulighed for at sige fra. Når man ikke gør det, så kan man blive fanget i det,« siger Glen Riddersholm.

»Noget af det sidste, jeg sagde til Allan her i klubben, var, at vi sammen kunne gå til ledelsen og sige, hvis Allan ikke var tilfreds med den nye spillestil, og at han ville gøre det på sin måde. Men Allan sagde, at det ikke var bevæggrunden, at der var andre ting på spil. Jeg synes ikke, at jeg underminerer Allan. Der kommer personer fra ledelsen, der foreslår det, og Allan vender som cheftræner tommelfingeren op. Jeg er en del af trænerteamet, som siger tommelfinger op. Jeg bliver bedt af cheftræneren og ledelsen om at være en af dem, der skal føre det ud i livet,« siger Glen Riddersholm.

Styr på intern politik
Da Thomas Thomasberg stoppede som træner i FC Midtjylland, sagde han i Tipsbladet, at han ville ønske, at han i højere grad havde tænkt helt egoistisk på sine egne kortsigtede muligheder i stedet for at tage hensyn til eksempelvis ungdomsafdelingens ønsker og andre interesser i FC Midtjylland.

Læs mere på næste side.