Video : Tipsbladet
Superliga

FC Nordsjælland benyttede ghaneser ulovligt

Der var ikke styr på arbejdstilladelsen for en af FC Nordsjællands ghanesiske spillere. Det kostede en bøde, men det får ikke sportslige konsekvenser, lader det til.

Det er sjældent, at man hører om, at der ikke er styr på papirerne i Superligaen, men for FC Nordsjælland er det gået galt. Det er kommet frem i forbindelse med en undersøgelse, der er foretaget af Fagbladet 3F.

Her bliver der peget på, at klubben har benyttet sig af en ghanesisk spiller i perioden mellem juli 2017 og november samme år, selvom denne spiller ikke havde en arbejdstilladelse. Derfor blev klubben idømt en bøde på 40.000 kroner, viser en aktindsigt fra Nordsjællands Politi.

Foruden bøden er det dog ikke noget, som kommer til at koste for FC Nordsjælland på den sportslige side, forklarer direktøren for Divisionsforeningen Claus Thomsen

- Det, vi kigger på, er, om reglerne for spilledeltagelse er overholdt. Det juridiske omkring arbejdstilladelse overlader vi til myndighederne, lyder det fra ham til fagbladet.

Ifølge Styrelsen for International Rekruttering og Integration er professionelle idrætsudøvere i første omgang fritaget for en arbejdstilladelse i de første 90 dage i landet, men den regel gælder dog ikke, hvis udlændingen allerede har skrevet kontrakt med en klub.

I FC Nordsjælland vil man ikke ud med navnet på spillerne, men man erkender i et skriftligt svar, at man ikke havde styr på papirerne i sagen, ligesom den ansvarlige medarbejder ikke længere er en del af klubben.

Nordsjælland havde i 2017/18-sæsonen tre spillere i førsteholdstruppen fra Ghana i form af Collins Tanor, Godsway Donyoh og Ernest Asante.