FC Vestsjælland - Randers FC: Bedst og værst
Illustration
Superliga

FC Vestsjælland - Randers FC: Bedst og værst

Hvem stjal overskrifterne i Slagelse? Kommer lidt tættere på opgøret mellem FC Vestsjælland og Randers FC.

FC Vestsjælland - Randers FC 0-1 (0-1)
0-1 Mikael Ishak (45') 

Kampens bedste:

FC Vestsjælland:

Rasmus Festersen var atter en af lyspunkterne hos FC Vestsjælland. Angriberen kom ikke frem til de helt store chancer fredag aften, men der skete noget, når han havde bolden. Et godt drive med bolden og et par lækre detaljer blev det til for Festersen, men lige lidt hjalp det.

Randers FC:

Kasper Fisker leverede som altid på et højt niveau, men den lille kreatør blev overstrålet af Kalle Johnsson i Randers-målet. Svenskeren diskede op med en god redning, da Danni König havde frit løb mod mål, og i anden halvleg reagerede han lynhurtigt med en fodparade på Dennis Sørensens afslutning. Derudover var han sikker i feltet og god til at sætte spillet i gang. Svenskeren har markeret sig som en af ligaens bedste målmænd. 

Kampens værste:

Danni König var noget overraskende valgt til startopstillingen, selvom hans karriere i klubben nærmer sig afslutningen. Det er måske hårdt at kåre König til kampens værste, for angriberen kom frem til chancerne, og det er en kvalitet i sig selv. Men skarpheden manglede, og havde König fundet den frem til fredagens kamp, kunne udfaldet være blevet anderledes.

Kampens detalje:

Kampen bød ikke på de helt store detaljer, men Kasper Fisker er altid garant for en lækker finte eller to. Det var ikke et farligt sted på banen, og det førte heller ikke det store med sig, men Fisker blev i første halvleg angrebet af en aggressiv FCV'er helt ude ved sidelinjen, men i stedet for at gå i panik vippede den lille teknikker bolden over sin modstander og kunne fortsætte sit løb.