FCK-emne: Hører hjemme i sådan en klub
Foto: Sirius
Superliga

FCK-emne: Hører hjemme i sådan en klub

Stefan Silva føler, at han hører hjemme i en klub som FC København efter at have besøgt den danske storklub.

FC København havde for nylig besøg af den svenske angriber Stefan Silva, der til dagligt tørner ud for IK Sirius i de næstbedste svenske række, hvor han har scoret mål i hver anden kamp i gennemsnit - 15 mål i 30 kampe blev det til i sidste sæson, og det fik altså FCK til at spærre øjnene op for den målfarlige svensker.

Stefan Silva er nu tilbage i Sverige efter besøget i FC København, og manager Ståle Solbakken fastslog hurtigt, at det på intet tidspunkt var planen, at de to parter skulle snakke kontrakt i denne omgang. Først og fremmest handlede det om at se hinanden lidt an.

Med det sagt så håber Stefan Silva, at FC København en dag ringer med et kontraktudspil.

- Jeg var der i to dage, så de kunne lære mig bedre at kende, og det føltes positivt. De var tilfredse med det, de så, og hvordan jeg er som person. Personligt gik det godt, og jeg føler, at jeg hører hjemme i sådan en type klub. Det er Skandinaviens største klub. Det var professionelt og med mange gode fodboldspillere. Der var fine forhold og alle tog godt imod mig, siger Stefan Silva til viasatsport.se.

Han understreger, at han er klar til at forlade IK Sirius og tage det næste skridt i karrieren.

- Jeg føler, at jeg er klar til et højere niveau, men jeg skal tænke mig om og se, hvad der vil være bedst for mig. Jeg skal have spilletid, for jeg kan stadig udvikle mig, og det gør jeg kun ved spilletid, siger han.

Stefan Silva har et år tilbage af sin kontrakt med IK Sirius.