Video : Tipsbladet
Superliga

FCN-direktør: Vi er klar til Hjulmands afgang

FC Nordsjælland skal nok klare sig uden Kasper Hjulmand, fastslår teknisk direktør Flemming Pedersen.

Kasper Hjulmand har i mange år været en hjørnesten i FC Nordsjælland, men efter denne sæson skal Farum-klubben sikre fundamentet med en ny cheftræner. Hjulmand har som bekendt meddelt, at han stopper, når hans kontrakt udløber.

FC Nordsjælland har endnu ikke udpeget en ny cheftræner, men der arbejdes naturligvis i kulisserne på at finde den rette mand. Nuværende U21-landstræner Niels Frederiksen har været nævnt på rygteplan, men på dette stadie er der mest tale om gætværk.

Superliga-klubben er sikker på, at man nok skal klare sig uden Kasper Hjulmand, der har været cheftræner i FC Nordsjælland i to omgange og sammenlagt i tæt på seks år.

- Kasper Hjulmand er en kæmpe kapacitet, og jeg så meget gerne, at han blev her. Men når nu beslutningen er truffet, så er vi klar til det, siger Flemming Pedersen, der er teknisk direktør i FC Nordsjælland, til sn.dk og tilføjer:

- Lige som alle andre steder i trænerteamet, vil strukturen i et team ændre sig, når nogen skiftes ud. Nogle gange bliver det bedre med det samme, andre gange dårligere i første omgang -men måske bedre på længere sigt. Men vi står foran en prøve, når Hjulmand forlader os, fordi han er og altid har været en så vigtig person og drivkraft i Nordsjælland.

FC Nordsjælland er nummer ni i Superligaen.