Video : Tipsbladet
Superliga

FCN-komets scoring rakte ikke i Parken: Det var fortjent nok, at FCK vandt

Andreas Skov Olsens scoring var ikke nok til at sikre et point til FC Nordsjælland mod FC København, men det var også fortjent nok, mener den 18-årige angriber.

I FC Nordsjælland har 18-årige Andreas Skov Olsen fået sit gennembrud i denne sæson, hvor han hidtil har scoret seks mål i Superligaen.

Den unge angriber scorede også søndag, da FC Nordsjælland gæstede FC København i Parken, men den scoring var ikke nok til at sikre point. Hjemmeholdet scorede nemlig kort efter til 2-1, hvilket blev slutresultatet. Og selv om Skov Olsen ærgrer sig over, at scoringen ikke rakte, var det fortjent, at københavnerne tog sejren. Det fortæller den unge angriber til fcn.dk.

- Det var en fed følelse at score i Parken, bare ærgerligt at det ikke rakte til point, men det var fortjent nok, at de vandt. Vi har meget, vi skal hjem og arbejde med. De viste et kæmpe fysisk overskud i dag.

- Jeg synes ellers, vi kom rigtig godt ud til 2. halvleg, og efter målet havde vi en god periode, hvor vi desværre ikke fik udnyttet vores momenter. Og så tog det noget af pusten fra os igen, da de scorede til 2-1. Derfra begyndte de igen at dominere os, og til sidst i kampen var vi trætte af at løbe så meget efter dem, fortæller Skov Olsen, der samtidig understreger, at FC Nordsjælland skal kigge fremad.

FC Nordsjælland har hentet 12 point i de første ti kampe, hvilket er nok til en niendeplads i rækken. I næste spillerunde tager de imod SønderjyskE, men først gælder det HB Køge i pokalturneringen onsdag.