Festersen-hattrick i vild OB-storsejr over FCN
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Festersen-hattrick i vild OB-storsejr over FCN

Rasmus Festersen bankede OB ud af udebanekrisen med sit hattrick i storsejren over FC Nordsjælland.

Med tre sejre i træk kom FC Nordsjælland med masser af selvtillid til kampen mod et OB-hold, som havde tabt de seneste fire kampe på udebane. Men sprudlende fynsk offensiv sørgede for en højest overraskende storsejr til OB på 1-5.

Det var dog tydeligt at se fra kampens start, hvem der kom med selvtillid på kontoen. FC Nordsjælland var dominerende, og omvendt viste OB-defensiven igen usikkerhed som tidligere i sæsonen. Det var især tydeligt ved FC Nordsjællands føringsmål efter 17 minutter. 

Månedens spiller i september måned, Bruninho, var tilbage på holdet efter karantænen mod AGF, og med en bolderobring midt på banen sendte han Martin Vingaard afsted. Med et bakkende OB-forsvar tog han en længere tur op ad banen og sørgede med et fint skud for 1-0-føringen til hjemmeholdet. 

Og det var, som om målet satte et eller andet i gang hos OB-spillerne. For pludselig var fynboernes offensiv som forvandlet, og særlig Rasmus Falk udfordrede FC Nordsjælland-forsvaret voldsomt. Og det gav allerede pote fire minutter efter FC Nordsjællands føringsmål. 

Efter en opvisning i hans kendte driblinger blev Falk nedlagt i hjemmeholdets felt, og efter et psykologisk spil med keeper David Jensen kunne Rasmus Festersen sikkert sende bolden i venstre side af FC Nordsjælland-målet til 1-1. Dermed indkasserede FC Nordsjælland det første mål i fire kampe.

Men det skulle slet ikke blive det eneste. OB-holdet fortsatte det gode spil efter målet, og igen var Rasmus Falk arkitekten og Rasmus Festersen målscoreren. Falk modtog bolden ved kanten af feltet og sendte en skarp aflevering til Festersen, som fandt et hul mellem David Jensens højre fod og stolpen. 1-2.

Kort efter pausen måtte Anders K. Jacobsen forlade banen med en skade, og i stedet kom Kenneth Zohore på banen. Først i halvlegen kom OB til at stå længere tilbage på banen, og det gav blandt andet en hovedstødschance til FC Nordsjællands Lasse Petry. 

Men også i anden halvleg formåede OB at hive sig selv op, og det var tilbagevendte Rasmus Festersen, som skulle gøre det til 1-3.

Festersen lavede en elegant vending, tog et træk til højre på kanten af feltet og bragede sit tredje mål ind med tyve minutter igen. Syv minutter senere kom der endnu et mål, da indskiftede Kenneth Zohore modtog en lang bold i feltet, lod den hoppe en enkelt gang og huggede afslutningen ind.

Og minsandten om det ikke også skulle blive 1-5 ved Mathias Greve et minut inde i overtiden. En stærk sejr for OB, som med resultatet rykker fra 9. pladsen til en foreløbig 5. plads.