Video : Tipsbladet
Superliga

Gik amok på Erik Sviatchenko

Brendan Rodgers gik fuldstændig amok på Erik Sviatchenko i pausen af en Champions League-kamp mod Manchester City.

I december 2016 fik Celtic 1-1 med sig fra en udekamp mod Manchester City i Champions League. Et stærkt resultat af de skotske gæster, der havde Erik Sviatchenko på banen i alle 90 minutter.

Danskeren stod over for Manchester City-stjerner som Leroy Sané, Nolito og Ilkay Gündogan, men Pep Guardiolas mandskab formåede blot at score en enkelt gang. Efter otte minutter udlignede Kelechi Iheanacho det tidlige føringsmål fra Patrick Roberts.

1-1 var altså stillingen ved pausen, og det skulle man tro var tilfredsstillende for Brendan Rodgers, der på det tidspunkt var manager i Celtic. Brendan Rodgers var imidlertid rasende.

Ikke mindst på Erik Sviatchenko. 

- Jeg følte, at jeg spillede en okay kamp, men da jeg så kom ind til pausen, brugte han 15 minutter på at skille Izaguirre, som var venstre back, og mig ad. Vi blev fuldstændig høvlet over, fortæller Erik Sviatchenko i podcasten "Graulund i dybden" og fortsætter:

- Jeg tænkte sådan helt objektivt, at jeg gjorde det okay. Jeg kom på tværs af meget og spillede, som jeg skulle, men jeg blev høvlet over. Nogle gange vil jeg gerne skrue tiden tilbage og høre, hvad det egentlig var, han sagde til mig. Jeg var sådan virkelig chokeret, og jeg tænkte "fuck, mand, nu skal jeg levere oven på det der".

- Jeg leverede en rigtig fin anden halvleg, men det var vildt nok, det der skete. 1-1 mod Manchester City var sgu ikke så dårligt, men det fortæller også, at når man kommer til en storklub og en træner på det niveau, er det lige meget, hvem man er. Så bliver man savet over. 

Erik Sviatchenko fortæller, at han generelt ikke er tilhænger af, når en træner sviner en spiller til, men han fastslår, at han over en bred kam oplevede Brendan Rodgers som en fantastisk træner.

Forsvarsspilleren forlod Celtic i januar 2018 efter 63 kampe for den skotske storklub.