Video : Tipsbladet
Superliga

Halimi tilbage på landsholdet - tidligere FCK-talent gør ham selskab

For første gang siden november i fjor er Besar Halimi tilbage på Kosovos landshold, hvor Erton Fejzullahu kan få sin første gældende kamp for Europas yngste nation.

Mandag formiddag annoncerede Kosovos landstræner, Albert Bunjaki, den trup, der skal spille de to VM-kvalifikationskampe mod Finland og Kroatien. På listen med de 22 navne figurerede en enkelt Superliga-spiller.

Brøndby IF's Besar Halimi har gjort det så godt i sin nye klub, at han vender tilbage til landsholdet, efter han ikke har været med siden november 2016. Midtbanemanden, der er født i Frankfurt og har spillet U-landskampe for Tyskland, har optrådt seks gange for Kosovo siden 2014.

Han er imidlertid ikke den eneste med tråd til dansk fodbold i truppen, for Erton Fejzullahu, der spillede for FC København som ungdomsspiller og var på en kort lejeaftale hos Randers FC, er også udtaget. 

Dermed har han muligheden for at få sin første kamp for holdet siden debuten i 2015. Det var i en venskabskamp mod Ækvatorial Guinea i en af landets allerførste FIFA-godkendte kampe. Kosovo erklærede selvstændighed fra Serbien i 2008 og blev i fjor anerkendt som medlemsland af FIFA og UEFA. Serbien bestrider selvstændigheden og anser Kosovos som serbisk provins.

Denne VM-kvalifikation er den første med Kosovos deltagelse, men den er ikke forløbet, som de havde håbet i Balkan-landet. Holdet har fået en enkelt uafgjort, mod Finland ude, og ellers tabt de resterende kampe.

Tidligere har Superliga-kendinge som Besart Berisha (tidligere AC Horsens) og Elbasan Rashani (tidligere Brøndby IF) optrådt for holdet.