Video : Tipsbladet
Superliga

Hollænder i SønderjyskE: Havde aldrig troet, jeg skulle spille i Danmark

Forsvarsspiller Kees Luijckx fra SønderjyskE er i gang med sin fjerde sæson i dansk fodbold.

Den 32-årige forsvarsspiller Kees Luijckx fra SønderjyskE er en af de vigtigste spillere på holdet i klubben fra Haderslev.

Forsvarsspilleren er en leder i det centrale forsvar, og han har både engagement på banen, og så har han vist lyst uden for banen, hvor han har lært dansk så han til dels taler og forstår det danske sprog.

Det lå ellers ikke lige i kortene, at Luijckx en dag skulle ende i dansk fodbold. Det var nemlig lidt af en tilfældighed, da han tilbage i 2015 fik en kort aftale med SønderjyskE og overbeviste.

Siden har der ikke været tvivl om Luijkx' værdi, og nu er han i gang med sin fjerde sæson i dansk fodbold.

- Det er allerede mit fjerde år, ja. Det havde jeg aldrig troet, da jeg skiftede hertil. Faktisk havde jeg aldrig nogensinde troet, at jeg skulle spille i Danmark, siger han i et stort interview med Voetbal International og forklarer nogle af forskellene på dansk og hollandsk fodbold:

- Det er meget venligt her. Måske er det til tider for ydmygt - det kan man også se nogle gange. En spiller, som de her (i Danmark) finder vanskelig, vil være en kordreng hos os (i Holland). Man skal kunne male uden for linjerne, men det er ikke tilfældet her. Her er alt organiseret og aftalt på forhånd - opgaverne skal udføres, og man skal ikke få nogle vanvittige ideer.

- Det kan man se med de fleste hold: Taktisk stærke, solid organisation, få resultater. Fodbolden er ikke altid så eventyrlysten, og offentligheden ønsker at se engagement og fight. Det er den danske mentalitet. Hvis man gør sit bedste, gør man ofte det rigtige, siger Kees Luijckx.

Hollænderen har kontrakt med SønderjyskE frem til sommeren 2020, så man må i den grad sige, at han har taget sin chance i Haderslev-klubben. Indtil videre har Luijckx spillet 96 Superliga-kampe for SønderjyskE.