Jakobsen efter SIF-sejr: Jeg har kuldegysninger lige nu
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Jakobsen efter SIF-sejr: Jeg har kuldegysninger lige nu

Simon Jakobsen var naturligvis i højt humør efter Silkeborgs sejr på 2-1 over AGF. Særligt eftersom opbakningen i den grad var til stede for SIF, var forsvarsspilleren helt euforisk efter kampen.

- Det er simpelthen så fedt, det her. Jeg har kuldegysninger lige nu oven på sådan en vild kamp.

Sådan lyder udmeldingen fra Simon Jakobsen efter Silkeborgs tiltrængte sejr på det nye stadion. Underholdningen, dramatikken og spændingen sprudlede, hvilket Simon Jakobsen også kunne fornemme under kampen.

- Det var virkelig en vild kamp med tvivlsomme kendelser i begge ender. Det er bare helt vildt fedt lige nu, tilføjer den 26-årige forsvarsspiller til TV3 SPORT.

Silkeborg kom da også bedst fra land med et mål efter bare syv minutter. Gustaf Nilsson satte bolden i kassen til stor jubel på lægterne, før Morten Duncan Rasmussen udlignede, og AGF var på rette spor. Dino Mikanovic blev udvist, mens indskiftede Marc Rochester sikrede SIF-sejren efter 62 minutter.