Video : Tipsbladet
Superliga

Jesper Lauridsen: Ingen 'bad feelings' med FC Midtjylland

Jesper Lauridsen skifter FC Midtjylland ud med Esbjerg fB, men han slutter af på god fod med sin tidligere klub.

På sidste dag i vinterens transfervindue valgte 24-årige Jesper Lauridsen at skifte væk fra FC Midtjylland, hvor han har fået sin fodboldopdragelse. I stedet valgte han at skrive under på en firårig aftale med Esbjerg fB.

Det er ellers mindre end et år siden, at venstrebacken var en fast mand på holdkortet i FC Midtjylland. Men siden da har tjekkiske Filip Novak overhalet ham.

Trangen til mere spilledtid har derfor fået Jesper Lauridsen til at søge andre veje. Det betyder dog ikke, at han bærer nag over for sin tidligere klub.

- Jeg har rigtig mange gode oplevelser og minder fra den her klub, så det har jeg været glad for at opleve. Så ingen 'bad feelings' herfa, siger han til FCM TV.

Højdepunktet for Jesper Lauridsen i FC Midtjylland-trøjen kom i sidste sæson, hvor holdet vandt det første mesterskab i klubbens historie. Hvor han som den eneste på holdet spillede samtlige 33 kampe. 

- Det har været en rejse hele vejen igennem, og kulminationen kom sidste år, da vi vandt det danske mesterskab. Det har været stort at være en del af at vinde det første mesterskab, fortæller venstrebacken. 

I Esbjerg genforenes han med cheftræner Jonal Dal, som han kender fra Hobro og fra ungdomsårene i FC Midtjylland.