Jess Thorup: Vi laver en kontrolleret indsats
Foto: Melissa Hjerrild/polfoto
Superliga

Jess Thorup: Vi laver en kontrolleret indsats

Jess Thorup mener, at FCM leverede en kontrolleret indsats mod Fremad Amager, som de besejrede med 3-1.

FC Midtjylland besejrede på udebane John Faxe Jensens Fremad Amager med 3-1, så de er videre til næste runde af pokalturneringen. Det var efterfølgende en tilfreds Jess Thorup.

- Det er FC Midtjylland-hold, der er i fuld kontrol i 85 minutter. Det er vel kun i de sidste fem minutter, at vi lige skal bøvle lidt med at køre den hjem. Ellers synes jeg, vi spiller en god kamp, hvor vi kreerer chancer og spiller godt med bolden.

- Vi mangler vel bare at score nogle flere mål. Det er fedt at være videre, det er et af vores store mål for sæsonen også at være med i pokalen til foråret, siger Jess Thorup til fcm.dk

FCMs mål blev scoret af Mikkel Duelund, Kristoffer Olson og Paul Onuachu, mens Olcay Senoglu scorede for hjemmeholdet.

- Vi laver en kontrolleret indsats både med og uden bold, og det var godt at se, at folk var klar. Det var en fortjent sejr og stor cadeau til spillerne, siger Thorup, der nød pokalstemningen på Sundby Idrætspark på Amager.

- Det var en fantastisk kulisse, og det emmer jo af kultur og traditioner, så det var fedt at være en del af.

Glæden over at være på Amager fik dog hurtigt en ende for FCM, som under kampen fik plyndret deres omklædningsrum, så mange spillere og trænere manglede mobiler, computere og forskellige ting med affektionsværdi.