Jonas Borring tæt på klarmelding: Kan være klar til Brøndby-kamp
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Jonas Borring tæt på klarmelding: Kan være klar til Brøndby-kamp

Han har været skadet i hele opstarten, men nu melder Jonas Borring om bedring og om en mulig retur til kamp allerede på søndag.

Når medaljefavoritterne Brøndby IF og FC Midtjylland søndag mødes i Superligaen, skal udeholdet Midtjylland forsøge at vinde i Brøndby for første gang i otte forsøg i Superligaen.
Og til det opgør kan Jess Thorup måske få tiltrængt forstærkning på kanten, for 32-årige Jonas Borring kan blive klar til opgøret.

Efter en sæson, hvor den tidligere Brøndby-, Randers- og OB-kant med 12 assists stod for flest målgivende afleveringer i Superligaen, håber Jonas Borring på at komme tilbage og ramme samme høje niveau i denne sæson. Især i foråret var Borring strålende for Midtjylland, selv om han mod slutningen faktisk kæmpede med en skade.

Skaden har betydet, at Borring har misset opstarten i Midtjylland og ikke har spillet i testkampene. Men nu er der lys forude.

- Jeg har haft en stor overbelastning i lysken, og det gav problemer i de sidste kampe i foråret. Vi fik lavet et program, så jeg kunne træne og spille kampe, og nu her har der så været behov for at få 100 procent styr på det. Jeg var på banen i går, og det ser godt ud. Nu satser jeg på, at det går fremad, siger Jonas Borring til tipsbladet.dk og forklarer:

- Lige nu vil jeg ikke udelukke noget. Kampen på torsdag når jeg ikke, men hvem ved, hvad der sker til søndagens kamp. Selv om jeg ikke har fået opstarten med, har jeg holdt mig i gang, og jeg er typen, der altid er i god form. Rutine kan man vel altid bruge - hvordan og hvorledes er så op til Jess. Jeg koncentrerer mig lige nu om at blive helt klar.

Torsdag møder FC Midtjylland ungarske Ferencvaros på udebane i Europa League-kvalifikationens 2. runde, og søndag venter så det svære Superliga-opgør ude mod Brøndby. Selv om spillere altid taler om, hvor vigtigt det er at være en del af opstarten og spille testkampene, er rutinerede Borring fortrøstningsfuld på trods af, at han kun lige er kommet på græs.

- Det er selvfølgelig altid noget andet at være indenfor, hvor jeg har arbejdet konditionelt med cykel og løb. Det er lidt ærgerligt, for det gik mig godt i foråret, og jeg var meget tilfreds med det, jeg præsterede, men jeg er fortrøstningsfuld, for jeg har været i gamet i mange år. Jeg ved, at det er bedre at misse fire kampe i opstarten end 10 kampe i sæsonen, siger Jonas Borring.

Den 32-årige kantspiller kan - hvis han hurtigt bliver klar - se frem til en spændende sæson, hvor hans gode venstre fod skal smide indlæg i hovedet på Paul Onuachu og Alexander Sørloth.