Jonas Dal om fyring: Det kommer som et lyn fra en klar himmel
Foto: Dannie Rosenkrantz - Hobro IK
Superliga

Jonas Dal om fyring: Det kommer som et lyn fra en klar himmel

Den ny fyrede Esbjerg-træner Jonas Dal fortæller, at han ikke havde forventet fyringen fra jobbet på Blue Water Arena.

Torsdag valgte Esbjerg fB at fyre cheftræner Jonas Dal kun to uger inden sæsonstart og blot otte måneder efter hans ansættelse. 

Nu taler han ud omkring den noget overraskende fyring, som Esbjerg i dag valgte at effektuere. 

- Jeg havde ikke fornemmet noget som helst, så det kommer i den grad som lyn fra en klar himmel. Det er få dage siden, at vi var på en overlevelsestur alle mand, og da var stemningen rigtig god. Det følte jeg i hvert fald, fortæller han i et interview med Jydske Vestkysten.

Da Dal bliver spurgt, hvorvidt han har følt, om han har haft spillertruppens opbakning, svarer han:

-  Der vil altid være spillere, som ikke er tilfredse. Sådan er det, og sådan skal det jo næsten være, når der kun er 11 startere hver gang. Generelt har opbakningen var været okay. Det er da min klare fornemmelse, men det er da muligt, at andre har en anden opfattelse. 

Dal fortæller til slut, at han endnu ikke har haft mulighed for at sige farvel til spillerne.