Juelsgård foran første derby: Toppen af kransekagen
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
Superliga

Juelsgård foran første derby: Toppen af kransekagen

Brøndbys Jesper Juelsgård har gode chancer for at spille onsdag, når Brøndby IF møder FC København i DBU Pokalen. Og forsvarsspilleren ser frem mod opgøret.

Forsvarsspiller Jesper Juelsgård har prøvet en del i sin karriere allerede. Masser af Superliga-kampe, landsholdskampe og et udlandshold hos franske Evian. Men selv om den 27-årige back, der også spiller i midterforsvaret, har været i Brøndby siden sommeren 2015, har han endnu ikke prøvet at spille i et derby mod FC København.

De to klubber mødtes ellers to gange i efteråret, men til begge opgør var Juelsgård ikke i truppen. Nu kan han meget vel få sin debut, når Brøndby gæster Telia Parken og FC København i DBU Pokalen onsdag aften. Daniel Agger er nemlig skadet og ikke med, og Juelsgård erstattede en skadet Agger, der måtte udgå mod FC Midtjylland søndag.

- Der var mange ting, der ikke fungerede i søndags. Både i hovedet, i det tekniske spil og i det taktiske. Det er det mentale, der skal være der i morgen, så tror jeg på, at det andet også kommer. Men det burde også hjælpe på det, at det er et derby og en pokalsemifinale, hvor der spilles om en plads i finalen. Jeg glæder mig, siger Jesper Juelsgård til tipsbladet.dk.

Juelsgård havde en frustrerende sæson i fjor, og der var derfor ikke den store betænkningstid, da Brøndby kom på banen. Og så får forsvarsspilleren også fornøjelsen af at prøve sig af i kampene mod FC København, som altid har flere folk på tilskuerpladserne, og som generelt bare har et større buzz omkring sig.

- Det er måske toppen af kransekagen. Min situation i Frankrig var ikke så god, så jeg var super glad for, at Brøndby kom på banen. Men det var ikke sådan, at min første tanke var på de derby-kampe her. Det er bare en pisse-fed klub, og jeg længtes efter spilletid. Det er jeg så heldigvis også begyndt at få nu her.

- Det har mest været et mareridt det sidste halvandet år. Hele året i Frankrig kan man måske sige, at jeg var tålmodig, men det var jo det, jeg viste udadtil. Men alle vil jo gerne spille, det er det vigtigste. Nogle gange følte jeg, at jeg havde fortjent spilletid. Det kom bare ikke. Nu begynder det at komme, og det hjælper på humøret og på spillelysten. Og du bliver også en bedre spiller af at spille kampe, siger Juelsgård.

Semifinalen afgøres over to kampe, og for Juelsgård er det vigtigste, at det ikke er afgjort, når de to hold mødes i returopgøret den 20. april i Brøndby.

- Et godt resultat er jo, hvis vi vinder 3-0. Men FCK er et stærkt hold, så vi skal stå godt i kæderne, og så skal vi komme til chancerne og score. 1-0, 0-0 og måske et smalt nederlag på 0-1 kan vi leve med. Det vigtigste er, at den er i live, når vi spiller herhjemme, siger han.

Jesper Juelsgård skrev under på en kontrakt gældende frem til sommeren 2019.