Kasper Jensen stopper i Silkeborg IF
Superliga

Kasper Jensen stopper i Silkeborg IF

Silkeborg IF's målmand, Kasper Jensen, stopper i klubben, når hans kontrakt med klubben udløber efter denne sæson.

Kasper Jensen fortsætter ikke sin karriere i SIlkeborg IF. Målmanden vælger nemlig at stoppe i klubben, når hans kontrakt udløber til sommer. 

32-årige Kasper Jensen har tilbragt to år i Superligaklubben, men han har i denne sæson tabt kampen om målmandsposten til Thomas Nørgaard, hvilket er grunden til, at Kasper Jensen forlader klubben.

- Jeg har stadig ambitioner som førstemålmand, og de ambitioner er der ingen udsigt til, at jeg kan få opfyldt i SIF. Derfor er det tid for mig at søge videre. Jeg vil huske SIF for gode ting. Især den første sæson, hvor vi rykkede op, var en spændende erfaring, som jeg tager med mig videre i karrieren, siger Kasper Jensen til klubbens officielle hjemmeside. 
 
- Når jeg forlader SIF græder jeg med det ene øje og smiler med det andet. På den ene side har jeg haft en rigtig god og succesrig tid og mødt mange dejlige mennesker på og omkring holdet. På den anden side glæder jeg mig til slå en streg over det sidste halve år, hvor jeg har været reserve, en situation jeg har måttet acceptere, selv om jeg har været uenig. 
 
Den beslutning har SIlkeborgs sportschef, Jesper Stüker, respekt for. 
 
- Vi sender Kasper videre i hans karriere med al mulig held og lykke. Vi har været glade for samarbejdet, men vi har også truffet en sportslig beslutning om førstevalget på målmandsposten, som rammer Kasper. Det har han tacklet professionelt ved at udvise seriøsitet i træningen hver eneste dag og stå nogle flotte kampe på reserveholdet. Men vi kan ikke give Kasper det, han søger - spilletid på førsteholdet. Derfor er det naturligt, at vore veje skilles, siger Jesper Stüker.