Katastrofe for SIF: Ny angriber skadet i op til ni måneder
Foto: Silkeborg IF
Superliga

Katastrofe for SIF: Ny angriber skadet i op til ni måneder

Den brasilianske angriber Alex kommer ikke i aktion for SIF i efteråret.

Hvis Peter Sørensen ikke var skaldet, var han formentlig godt i gang med at rykke hår ud af hovedet.

Silkeborg-manageren må nemlig konstatere, at sidste uges nyindkøb, Alex, er blevet alvorligt skadet og er ude i seks til ni måneder.

Den brasilianske angriber, 28 år, blev præsenteret for en uge siden, men da SIF tidligere onsdag havde sæsonopstart, var Alex ikke at finde på træningsbanen.

Brasilianeren var i selvtræning i sidste uge blevet korsbåndsskadet, og den skade holder angribere ude af aktion i seks til ni måneder, oplyser SIF på sin hjemmeside.

- Vi havde håbet, at der var tale om en læsion og at Alex dermed kunne slippe med en kortere pause. Men operationen afslørede, at korsbåndet var revet over. Operationen gik fint, men der venter ham nu en længere pause, oplyser SIF's manager Peter Sørensen til klubbens hjemmeside.

Tidligere onsdag blev Alex opereret, og dermed må SIF vente til forårssæsonen med at se angriberen på banen.